Thomas Kruse Butzkowsky

Dræbt i eksplosionsulykke den 6. marts 2002, 26 år

Thomas Kruse Butzkowsky. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Klokken fem om morgenen den 23. marts 2000 sprang en bombe nord for byen Mitrovica i det dengang borgerkrigshærgede Kosovo. En vigtig vej- og jernbanebro var blæst til stumper og stykker, og den danske bataljon, som havde ansvaret i området, fandt kort efter endnu en tidsindstillet bombe under en anden bro tæt ved. 26 indbyrdes forbundne panserminer var via et urværk sat til at gå af og dermed afskære lokalområdets livline til Serbien.

Panserminerne var kraftige og af en type, som danskerne ikke havde set før. De vidste heller ikke, hvornår minerne var sat til at sprænges. Men to medlemmer af ingeniørtropperne meldte sig frivilligt til at gøre det livsfarlige forsøg på at demontere en bombe, de aldrig tidligere havde øvet sig på. En af dem var Thomas Butzkowsky.

Et halvt år senere modtog en glad og lidt betuttet 25-årig oversergent fra Jyske Ingeniørregiment i Randers en fortjenstmedalje for sin vellykkede bedrift. Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Jan Scharling, overrakte medaljen med ord, som varmede helt hjem i forældrenes hus i Tjørring ved Herning. Thomas Butzkowsky havde udvist ”en holdning og et stort personligt mod, der må aftvinge den dybeste respekt,” sagde generalmajoren.

Skudræd som lille

Når forældrene tænker tilbage på sønnens bedrift, kan de ikke lade være med at grine lidt. Det stod nemlig slet ikke skrevet i de første år, at Anni og Villy Butzkowskys søn skulle blive en modig soldat, som brugte det meste af sine vågne timer i forsvaret med at rode med bomber og granater og alskens andre sprængfarlige dingenoter. ”Som lille brød han sig ikke om krudt og høje brag. Han var hunderæd nytårsaften og gemte sig i et barskab, når vi fyrede raketter af,” fortæller Anni.

”Ja, han var skudræd,” bekræfter Villy, og som den inkarnerede jæger faderen var og stadig er, havde han sine tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville få slæbt Thomas med på jagt. Storesøster Birgitte? Jo, hun skulle nok komme med, men Thomas? Tja. Han syntes mere at være til fodbold og fart. Villys hjemmebyggede gokart med en motor fra den gamle plæneklipper blev kastet rundt i mudderet på engen ikke langt fra huset, og mor måtte stoppe Thomas i indkørslen og spule ham ren med en haveslange, inden han fik lov til at komme ind.

I skolen gik det fint, selvom han havde svært ved at sidde stille og af og til måtte uden for døren. Men han lavede sine lektier og klarede sig godt. Anni og Villy huskede jævnligt hinanden på at påskønne lærernes indsats, for de vidste, at det var sin sag at holde styr på sønnen.

”Han var så pokkers hurtig,” fortæller de.

Fra Bosnien til Afghanistan

Hvad angår det med jagten, kom Thomas efter det.

Et første tegn var en fristil - en af de ting i skolen, som virkelig kunne tænde fantasien i den jyske dreng. I stilen skrev han om en drøm, han havde haft: Han var på bukkejagt, og da han med ét stod over for en stor, flot buk, var det lige så han ”sitrede”, men han tøvede ikke og kunne stolt bære sit trofæ hjem.

I virkelighedens verden tog det nogle år, inden Thomas begyndte at synes om at være med på jagt, men så gik det også hurtigt. Han var 16 år, da han fik jagttegn og måtte bære på andet end sin madpakke. Hans første buk blev dog skudt med fars riffel - med Villys skuldre som støtte. Men han fik snart anskaffet sit eget første våben, et jagtgevær. ”Thomas mente i begyndelsen, at reglerne i jagtklubben var lidt sære. Men jo mere han kom derude, jo mere forstod han dem, og han gik efterhånden meget op i, at reglerne og traditionerne skulle overholdes. Man skulle hilse på hinanden, være appelsinfri, og man skulle lære at spise gule ærter,” fortæller Villy. Selv uden for jagtsæsonen ringede Thomas ofte til sin far for at høre, om de skulle køre en tur ud til skov og marker og se, om der var dyr.

Bare lige for at få naturen ind i næseborene. Også på den måde blev det at færdes ude til en livsstil. Når det ikke var jagt eller bare en gåtur med hundene Thor og Assi, var det fodbold med vennerne i Tjørring IF, som stjal al hans tid. ”Jeg bliver aldrig en skrivebordsgeneral,” forsikrede Thomas engang i skolealderen sine forældre, og det kom ikke ligefrem bag på dem. Efter sin HTX-eksamen i 1994 meldte han sig frivilligt til Jyske Ingeniørregiment. Tanken var senere at blive politibetjent. Men der manglede en centimeter i højden, så han fortsatte i forsvaret, hvor han allerede i 1995 bestod sin sergentuddannelse og efterfølgende fik fast ansættelse hos ingeniørerne.

I 1999 kunne han kalde sig oversergent. Hvorfor blev Thomas Butzkowsky så glad for forsvaret? Kammeratskabet. Udfordringerne. Spændingen. Det aktive liv - næsten altid udendørs. Alt sammen spillede ind. Men det var ikke det vigtigste. Han kom ind i militæret, netop som den aktivistiske danske udenrigspolitik slog rod, og hans udsendelser til internationale missioner er et resumé af en epoke, hvor varetagelsen af nationens sikkerhed og forsvar er begyndt langt fra nationens egne grænser: Bosnien 1996. Kosovo 2000. Afrikanske Eritrea 2001, Afghanistan 2002. Butzkowsky var med alle steder.

Udsendelse som pligt

Han så det at blive sendt ud som sit arbejde og sin pligt og talte, når han var hjemme, overbevisende om, at de danske soldater var med til at gøre en synlig forskel for lokalbefolkningerne. Det gjorde ham tilfreds og overbevist om nødvendigheden af missionerne, og han havde ikke meget til overs for de kolleger, som blev hjemme. Forældrene husker, at han talte med stærke holdninger om opgaverne langt væk og ikke mindst om dem, som var imod, at danske soldater skulle deltage.

”Jeg var ked af det, hver gang han rejste ud. Meget ked af det, men jeg var aldrig rigtig bange,” fortæller Anni. Villy følte, at Thomas var god til at berolige og sætte tingene i perspektiv: Han plejede at sige, at der blev slået flere mennesker ihjel på landevejen mod Skive end de steder, hvor han var.” En hvid løgn, måske, men hensigten var god nok. En enkelt gang forsøgte Villy at tale med sin søn om, at det kunne gå galt, men det ville Thomas ikke høre tale om: ”Det sker ikke.”

Så Thomas Butzkowsky planlagde som de fleste andre unge mennesker efter, at uheldet ikke ville ske. Han købte hus på den lille bys hovedgade, der forbinder Herning og Holstebro, og han satte i stand og gravede kælderen ud, for det var her, han ville bo, når han var hjemme. Han begyndte også at planlægge for tiden efter forsvaret. Nok var han glad for sit arbejde, men han ville gerne videre. Inden han tog ud med det første danske hold til Afghanistan i januar 2002, besluttede han sig for at søge ind på skov- og naturingeniøruddannelsen, og Birgitte Butzkowsky, hans storesøster, fik ansøgningen sendt efter hans afrejse. På det tidspunkt havde Thomas også fundet en kæreste, og aftalen var, at de skulle flytte sammen, når han kom hjem og gik i gang med sin nye uddannelse. Bagefter ville han rejse ud og bygge ting op i ulande, hvor han kunne fortsætte med at gøre en forskel for mennesker. Hans fremtid var sat på skinner, og ud på foråret fik Birgitte brev om, at han var optaget på uddannelsen. Men da var det for sent.

I marts 2002 var Anni og Villy på ferie i Thailand, da de modtog deres livs værste telefonopringning. Det var midt om natten, og de sov på et hotel nord for Bangkok. Nogle få timer før var Birgitte Butzkowskys kæreste kørt hjem til hendes forældre med en dårlig fornemmelse i maven, og da han ankom, så han en bil med to mænd i uniform holde uden for huset. Han viste dem ud til hans og Birgittes hus i Snejbjerg, og der fik storesøsteren overbragt den tragiske nyhed: Thomas og to danske kolleger havde mistet livet i forbindelse med demonteringen af et russisk missil i Kabul.

Dagen inden havde Birgitte modtaget en e-mail fra sin bror. Han berettede om, at danskerne havde mærket et jordskælv i deres lejr. ”En kæmpe oplevelse,” skrev han. Nu måtte hun ringe til forældrene i Thailand med beskeden om, at han var død.

”Det var en lang flyvetur hjem. Først til Bangkok og så til Danmark,” fortæller Anni. Hun husker ikke meget fra turen. Hun følte det nærmest, som var hun i koma, og fik lidt rødvin og cognac. Hun husker også, at de fik lov til at sidde for sig selv.

Et minuts stilhed

Thomas har nu længe haft fred på kirkegården nær ved med udsigt til fodboldbanerne og med fuglevildt flyvende over gravstenen. Til begravelsen fik kirkegården besøg af en stor fasankok, og bedemanden sagde, hvad mange tænkte, at selv fasanerne kom for at tage afsked med et menneske og en jæger, som hele byen holdt af. Vennerne fra barndommen og fodboldklubben lægger vejen forbi kirkegården mindst et par gange om året. Inden Thomas' død dannede de et laug, som skulle sikre, at de stadig mødtes et par gange om året, selv om de efterhånden var spredt for alle vinde. Efter Thomas' død er det blevet en tradition, at dagen starter med et besøg og et minuts stilhed på kirkegården.

”Det er vigtigt for os at vise ham respekt og sikre, at han på den måde stadig er en del af vores fællesskab,” forklarer hans nære ven Allan Saustrup Jensen, som også var med til at bære kisten: ”I det minut går tankerne tilbage på de ting, vi havde sammen. Vi pakker det ud, og så pakker vi det væk bagefter, så det ikke bliver styrende for hele vores tilværelse. Det var sværere i den første tid efter hans død. Dengang bestemte jeg ikke selv, hvornår jeg tænkte over det, og hvornår jeg ikke skulle tænke over det.”

Ved siden af to fotos af Thomas i familiens stue står en lille Buddha i guld. Et minde fra Thailand. Anni sørger for, at der altid er friske blomster ved den lille tykke figur, og når de er bortrejst, får hun naboen til at skifte blomsterne ud. Det går bedre med at komme gennem hverdagene, men tabet gør stadig ondt. For Villy sker det, når han er på jagt og ser sine kammerater gå derude side om side med deres drenge. Så bliver det ind imellem for meget. For Anni sker det om fredagen. Om fredagen kom Thomas hjem på besøg for at lufte hundene og spise med, hvis hans livretter stod på menuen, og det sørgede hun altid for. Fredagene var ugens vigtigste dag: ”Nogle gange sådan en fredag, når jeg hører døren gå, kan jeg gå helt i sort. Alting stopper op. Det er sådan et minde, jeg ikke bare kan sætte på en hylde.”