Det amerikanske stykke »The Humans« virker ved første øjekast som en traditionel familiehistorie, hvor hemmeligheder kommer for en dag, som middagen skrider frem.

Men den er andet og mere, for dramatikeren Stephen Karam har bestræbt sig på at tilnærme sit stykke til livet. Det har Kim Bjarke grebet mesterligt i sin iscenesættelse, hvor et dygtigt ensemble med Ditte Hansen og Lars Brygmann i spidsen får både alvor og humor frem i historien om den amerikanske arbejderfamilie, hvis medlemmer alle bærer rundt på skuffelser og problemer i nogle små liv, der ikke helt blev, som de havde håbet på.

Det er lige til at spejle sig i, og den umiddelbare tristesse får modspil af både humor og kærlighed.

Uddrag af anmeldelsen:

»Jo, »The Humans« får sin fulde virkning på Folketeatret. Et gammeldags stykke realistisk familiedramatik serveret på en overbevisende, moderne facon. Og først og fremmest bevægende, næsten virtuost forløst skuespillerteater, sådan som man næsten ikke troede – eller turde håbe på – at det eksisterede længere. Det er som at sidde og se tilværelsen passere forbi. Ja, faktisk som at være der selv. Midt i livet.«

Læs anmeldelsen her.