Terrortiltalte kendte kun uskyldig indsamling

Den 18-årige tiltalte forklarede i går i Østre Landsret, at han aldrig har hørt noget om våben, sprængstoffer og terror.

Den 18-årige terrortiltalte EiH havde forklaringerne klar, da han i går som den sidste af de fire tiltalte i terrorsagen indtog afhøringsbænken i Østre Landsret - men ikke alle steder lød forklaringerne helt troværdige i anklagerens ører.

Iført afslappede træningsbukser og en sweatshirt sad den 18-årig hele dagen og gav sin forklaring på de mange telefonsamtaler, sms-beskeder og en chat-samtale, som politiet har aflyttet. Og ifølge EiH var det centrale omdrejningspunkt en pengeindsamling til velgørende formål.

Denne indsamling havde den nu terrordømte Maximus bedt et par af de tiltalte om at starte for at få samlet penge ind til nogle familier, der skulle rejse tilbage til deres hjemlande. Flere diskussioner om penge og udtryk som, »hvornår sker der noget« - der i anklagerens øjne synes en smule lyssky og mystiske - handlede altså ifølge EiH kun om denne pengeindsamling. Også i den lange chat på internettet mellem henholdsvis AC og Maximus i Bosnien, og de tiltalte AB og EiH i Danmark, der fandt sted få dage inden anholdelserne af AC og Maximus i Sarajevo, var pengeindsamlingen et diskussionsemne. Der blev bl.a. talt om, at der skulle findes en »ny leder«, en med mere erfaring, fordi »nogle kan få kolde fødder«.

»Hvorfor kan nogen få kolde fødder ved at lave en ærbødig indsamling?« spurgte anklageren, hvilket udløste en overhaling til PET, der ifølge EiH anklager uskyldige pengeindsamlere for at finansiere terror.

Anklager Jørgen Jensen borede også i diskussionen om en ny leder.

»Hvem var da den oprindelige leder af indsamlingen?« ville han vide.

»Ikke nogen. Vi havde kun snakket om det overfladisk, der var ikke taget noget initiativ,« svarede EiH.

»Jamen, hvorfor skulle der så en ny leder til, hvis der ikke var en gammel leder,« blev anklageren ved, men uden at få svar. Og sådan fortsatte ping-pong'en mellem anklager og den 18-årige terrortiltalte, der flere gange blev tydeligt irritabel over situationen og sendte smarte replikker retur.

»Det er ikke min fejl, at du ikke forstår det,« lød det rapt til stor fornøjelse for vennerne på tilskuerpladserne.

Den 18-årige EiH var dog mindre kry, da han erkendte, at han havde været lidt nervøs over nogle af de meldinger, der kom fra Bosnien, som »vi kommer ikke tomhændede hjem« og »vi har det hele nu«.

»Jeg blev urolig ved situationen, fordi jeg ikke vidste, hvad det handlede om,« forklarede EiH, der dog understregede, at han på intet tidspunkt forbandt aktiviteterne i Bosnien med terror. Anklagerenkonfronterede ham derefter med, at der ved anholdelserne i Sarajevo blev fundet våben, sprængstof og en optaget video, der lægger op til en terrorhandling. Men det nægtede EiH at kende til.

»Jeg har aldrig, aldrig hørt noget om våben og sprængstof,« fastslog han.