Terrortiltalt kunne ikke vælge mellem Pakistan og Libanon

Den 22-årige HK ville gerne holde alle muligheder åbne – både arbejdet for islamisterne i Den Røde Moské i Pakistan og aftalen med de hellige krigere i Libanon.

Den terrortiltalte HK kunne ikke beslutte sig til, om han arbejde sammen med islamisterne omkring den røde moske (billedet) eller han skulle drage til Libanon. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arif Ali / AFP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På den ene side var der folkene fra den Røde Moské i Pakistan, som han gerne ville rejse over til igen, og som han allerede havde sendt 10.000 danske kroner til. På den anden side stod hans bekendte Abu Ali, som han igennem længere tid havde lagt planer med. De skulle sammen rejse til Libanon og kæmpe med de hellige krigere dér.

Den 22-årige terrortiltalte HK, der endnu en gang sad på afhøringsbænken, da Glasvej-sagen fredag fortsatte i Glostrup Ret, kunne dengang ikke rigtig finde ud af, hvem han skulle tilslutte sig. Eller hvor han skulle rejse hen og deltage i væbnet jihad.

Det var i slutningen af august 2007, kun få uger inden anholdelsen, og HK var i intensiv kontakt med både en person fra Den Røde Moské i Islamabad i Pakistan og en person, Abu Ali, der befandt sig i Saudi-Arabien, og som HK tidligere havde lagt planer med om at drage i væbnet kamp i Libanon.

Hans kontakter og bånd til Pakistan var de stærkeste, fortalte HK i retten i går, men alligevel var han meget forvirret og ikke helt parat til at bryde med Abu Ali og planerne om at rejse til Libanon.

»Hvis han kunne introducere mig for nogle folk i Saudi-Arabien, så kunne jeg holde dørene åbne. Jeg var meget forvirret, for det kunne godt være, at der stadig var en mulighed i Libanon.«

I Pakistan var der imidlertid ikke megen forståelse for HKs vægelsind.

»Du kan ikke være illoyal og gå til et andet firma ... Der er forventninger til dig, at du vil levere et godt produkt og udføre et godt stykke arbejde,« fik HK at vide i en samtale med kontakterne i Pakistan, da han forsigtigt forhørte sig om muligheden for også at lægge planer med andre om Libanon.

Og alle samtalerne med udlandet foregik i et indforstået kodesprog, hvor »firmaet« var en betegnelse for de organiserede hellige krigere, forklarede HK. Han blev tydeligt irriteret, da anklagerne Lone Damgaard og Anders Riisager gentagne gange spurgte ind til den jargon, der blev brugt i samtalerne

»Jeg mente hellige krigere, men jeg kunne jo ikke sige »mujahedinere« i telefonen,« lød det fra HK, der adskillige gange har pointeret, at han og kontakterne i både Pakistan og Libanon var meget opmærksomme på risikoen for aflytning.

En sætning som: »Firmaet er vokset til noget stort. De har ikke brug for flere investeringer«, betød altså ifølge HK, at »mujahedinerne i Libanon ikke havde brug for flere folk«.

I en samtale med Abu Ali talte HK om, at de alle sammen arbejdede for »samme firma«, og at chefen »også er jeres chef«. Refererede han her til Osama bin Laden som chefen, og implicit al-Qaeda som firmaet, ville anklager Anders Riisager gerne vide – men det nægtede HK pure, selvom det ikke lykkedes ham at komme med en egentlig forklaring på de kryptiske udtalelser.