Terrortiltalt: Jeg betaler en faktura, der ikke er min

Den terrortiltalte SZ fraviger nu sin tidligere forklaring, om at de fire mænd tiltalte havde planlagt et blodigt attentat mod JP/Politikens hus.

Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Retten i Glostrup overvåges af betjente i uniform med skudsikre veste. Side om side med forsvarsadvokaterne mandsopdækker civilklædte, firskårne mænd med øresnegle de tiltalte.

I øjeblikket afhøres den tiltalte, 39-årige SZ, af anklagemyndigheden, som forholder ham de forklaringer, han i januar gav til det svenske politi.

I januar erkendte SZ overfor svensk politi, at han kendte til et planlagt attentat mod Danmark.

”Selvfølgelig var det planlagt, et attentat i DK med alle de her (personer, red.), som I har taget. De prøvede at snakkede mig ind i det. Jeg er en svag person,” som det fremgår af lydoptagelserne fra de svenske afhøringer, hvor det også kom frem, at planerne om attentatet var foranlediget af sagen om Muhammed-tegningerne.

”Det beror på de her karikaturer, som de har lavet med profeten. Det provokerer stadig muslimer vilkårligt meget,” sagde SZ dengang til svensk politi.

Liveblog:

De fire tiltalte kørte, ifølge anklagemyndigheden, i en sølvgrå, lejet Toyota Avensis fra Stockholm i Sverige over Øresundsbroen til København. Her mødtes de med en kontaktperson, som installerede dem i en lejlighed på Mørkhøjvej i Herlev, hvor de gik til ro. Den tiltalte SZ stod imidlertid ud af bilen på en tankstation på halvvejen og kom ikke med til Danmark. De øvrige tre tiltalte blev anholdt dagen efter.

Sigtelserne mod kontaktpersonen blev tidligere på året frafaldet, men de fire oprindelige passagerer i bilen er anklaget efter Straffelovens § 114 om terror, som har en strafferamme på op til livstid i fængsel. Ifølge anklagemyndigheden havde gruppen til hensigt at udføre et terrorangreb i JP/Politikens Hus, hvor de ifølge anklageskriftet ville "dræbe et større antal personer".

Under dagens afhøring i Glostrup fortæller SZ dog en anden historie om sin indblanding i sagen, end den han gav svensk politi. Ifølge SZ byggede han sine udtalelser til svensk politi på de ting, betjentene fortalte ham. Under afhøringen fortæller SZ nu, at han ikke kendte til nogen attentat-planer, og at han var på vej til Göteborg for at finde arbejde.

En maskinpistol og en 9mm

Senioranklager Henrik Plæhn indledte retssagen med at præsentere en række af de beviser, som de svenske og danske efterretningstjenester har indsamlet i sagen. Det svenske SÄPO skyggede Toyotaen fra Stockholm til Øresundsbroen, og derfra overtog PET overvågningen af gruppen. PET var, allerede inden gruppen kom til Danmark, på sporet af lejligheden i Herlev og havde skjult video- og lytteudstyr i lejligheden, som var næsten tom for møbler, som det fremgår af videomaterialet, anklagemyndigheden i dag viste i retten.

Blandt beviserne er de konfiskerede våben, en kvittering på 200 store plastikstrips, som angiveligt skulle bruges som håndjern. Derudover indgår et omfattende overvågningsmateriale indsamlet af SÄPO og PET. I de tiltaltes besiddelse fandtes også en mp3-afspiller med islamistiske sange og bønner, som opfordrede til jihad og hævn for Muhammedtegningerne. Anklagemyndigheden afspiller en af sangene, som har følgende ordlyd:

"Jeres profet hånes, hvad gør I ved dette? I boycutter ”Nido” mælken (tørmælksprodukt fra Nestlé, som tidligere har indrykket annoncer i arabiske blade, om at det altså ikke var dansk, red.), og ”Lurpak” smørret. Er dette virkelig hvad I er i stand til? De har erklæret os krig og fjendskab, hvad mere kan der være, og hvad venter vi på? Der er intet godt ved os, hvis denne sag passerer i fred. Med sværdene følger vi efter de vantro og hugger dem".

Maskinpistol byttet til brosten

Mens de tre tiltalte sov, gennemsøgte PET den lejede bil og fandt en maskinpistol med lyddæmper, flere magasiner og ammunition viklet ind i tøjstykker, fordelt i tre tasker. Senioranklageren forklarer, at betjentene erstattede maskinpistolen med en brosten, så tasken ville virke til at have samme vægt. Senere finder PET en 9mm pistol gemt i bilen.

Den tiltalte SZ erkender under afhøringen, at han vidste, de to våben havde været i hans lejlighed i Stockholm, hvor flere af de øvrige tiltalte i perioder har boet. Det var fra denne lejlighed, turen mod Købehavn begyndte. Men ifølge SZ var våbnene på hans opfordring blevet fjernet fra lejligheden, og var efter hans vidende ikke med i bilen.

Han understreger flere gange, at han ikke har noget at gøre med planlagte terroraktioner i Danmark.

”Alle sidder her i retten med alvorlige terroranklager. Men jeg sidder her for at betale en faktura, der ikke er min,” siger han under dagens afhøring i Glostrup.

Liveblog: Følg livedækningen fra retten her