Terrortiltalt hjalp Omar El-Hussein

Femte dag i retssagen mod de fire mænd, som angiveligt hjalp Omar El-Hussein med terrorangrebet, bød på dramatiske scener og nye oplysninger om både mordvåbnet fra Krudttønden og gerningsmandens tanker om angrebet.

Arkivfoto:Terrortiltalt indrømmer at have holdt el-Husseins våben. 26-årige BH lagde to og to sammen. Han vidste, at Omar el-Hussein var den mand, der angreb KrudttøndenSe RB kl.11.39 17.03.2016.Arkivfoto: Retsmøde i københavns byret vdr terrorsagen fra Krudttønden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

Endnu engang indtog den tiltalte MR en hovedrolle, da retssagen mod Omar El-Husseins formodede terrorhjælpere fortsatte torsdag. Indtil videre har MR gjort sig bemærket ved ikke at kunne holde sig i ro, og under retssagens femte dag kulminerede det. MR fik nok af anklager Sidsel Klixbülls »latterlige spørgsmål« og afbrød højlydt afhøringen af medtiltalte BH.

Det resulterede på det nærmeste i et skænderi mellem anklagemyndigheden og MR, som blev omringet af godt ti betjente, der dannede en ring om BH. Retsformand Marianne Madsen valgte at afbryde retssagen for i stedet at genoptage den, når »der er mere ro på«.

Op til det dramatiske optrin var det 26-årige BH, som var i fokus. Mens hukommelsen svigtede den tiltalte LE under afhøringen mandag, og tiltalte IA ikke ville sige noget tirsdag, var det anderledes med BH. Således fremlagde BH, der tidligere er dømt for blandt andet et omfattende våbenlager på en kirkegård på Københavns Vestegn, en række nye oplysninger om Omar El-Husseins færden umiddelbart efter terrorangrebet på Krudttønden.

For det første indrømmede BH, at Omar El-Hussein gav ham mordvåbnet fra Krudttønden, da de mødtes i Mjølnerparken om eftermiddagen efter angrebet. BH sagde, at han ikke ville have våbnet, men alligevel endte med at gemme det i et buskads ved Bispebjerg Station. Det var her, politiet fandt det. Anklager Sidsel Klixbüll ville gerne vide, hvorfor BH ikke orienterede politiet om, at han havde modtaget M95-riflen af en »forvirret og panisk« Omar El-Hussein. Og svaret var klart:

»Jeg er kriminel og bandemedlem. Vi stikker ikke hinanden i det kriminelle miljø,« forklarede BH og understregede, at han i øvrigt aldrig kunne drømme om at hjælpe politiet.

Efter at BH havde skaffet mordvåbnet af vejen, mødtes han igen med Omar El-Hussein på et grønt område ved Mjølnerparken. Her fortalte attentatmanden, at det aldrig var meningen, at han ville slå filminstruktøren Finn Nørgaard ihjel ved Krudttønden. Den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks var hans mål, fortalte BH. Omar El-Hussein var efter sigende meget ked af at have dræbt Finn Nørgaard, og BH var målløs over de ting, han fik fortalt.

»Det var langt ude, at uskyldige skulle dø,« sagde BH i retten.

55-årige Finn Nørgaard blev skudt og dræbt af Omar El-Hussein uden for Krudttønden om eftermiddagen 14. februar sidste år. Siden affyrede El-Hussein mindst 28 skud mod Krudttønden. Sammen med tre andre er BH tiltalt for at have medvirket til terror i forbindelse med El-Husseins angreb mod synagogen – ikke mod Krudttønden. Herudover er han sammen med LE tiltalt for at have hjulpet Omar El-Hussein med at skaffe våbnet fra Krudttønden af vejen. En tiltale, han altså indrømmede at være skyldig i torsdag.

Anklagemyndigheden blev ikke færdig med afhøringen af BH. Den genoptages, når retssagen fortsætter den 15. april. Der ventes at falde dom i sagen i september.