Terrortiltalen mod fire formodede hjælpere

København: 10. marts indledte Københavns Byret retssagen mod fire mænd, der er tiltalt for medvirken til terror. Sagen fortsætter helt frem til september. Her er anklagerne mod de fire:

LE, 20 år: Tiltalt for medvirken til terrorisme ved i forening med de andre tiltalte at tilskynde Omar el-Hussein til at begå angrebet ved synagogen. Tilskyndelsen bestod blandt andet i overdragelse af en hættetrøje, en skuldertaske, noget ammunition samt ved at have betalt for el-Husseins brug af en computer på en internetcafé.

Er desuden tiltalt for sammen med el-Hussein og den tiltalte BH at have bortskaffet den M95-riffel, som el-Hussein brugte ved angrebet mod Krudttønden. Ifølge anklageskriftet er der tale om bortskaffelse af bevismateriale og for overtrædelse af våbenloven under særligt skærpende omstændigheder.

BH, 26 år: Tiltalt for medvirken til terrorisme og bortskaffelse af M95-riffel på samme måde som LE.

MR, 31 år: Tiltalt for medvirken til terrorisme på samme måde som de øvrige og derudover tiltalt for simpel overtrædelse af våbenloven ved at have været i besiddelse af 57 stykker 7,5- og 9-millimeterammunition, da han blev anholdt 19. marts 2015.

IA, 23 år: Tiltalt for medvirken til terrorisme på samme måde som LE, BH og MR. Ikke tiltalt for yderligere.

/ritzau/