Terrorsigtet stjal for at støtte tsunamiofre

Den 21-årige terrorsigtede AA indrømmede i landsretten, at han havde kontakt til den terrordømte Maximus i Bosnien, og at de to planlagde et røveri sammen. Men pengene derfra skulle ikke gå til terror, forklarede han.

Hvis det ikke lykkes at overbevise Østre Landsret om, at fire unge mænd skal dømmes for at planlægge terror, kan anklageren i det mindste trøste sig ved, at der synes grundlag for at dømme mindst en af de fire terrortiltalte mænd for tyveri, hæleri og planlægning af røveri.

Under en længere afhøring i Østre Landsret i går indrømmede den 21-årige terrortiltalte AA nemlig adskillige tilfælde af tyveri, dankortfusk og endda planlægning af et røveri for at skaffe penge.

AA forklarede, at de mange tusinde, stjålne kroner skulle støtte de muslimske ofre for tsunamien i Asien og massakren i den bosniske by Srebrenica i 1995.

Anklageren i sagen mener derimod, at pengene fra AAs tyverier skulle finansiere et terrorangreb, som AA og hans tre medtiltalte angiveligt planlagde sammen med to mænd - svensk-bosniske Maximus og dansk-tyrkiske AC - der i sidste uge blev idømt 15 og 13 års fængsel for terror i Bosnien.

Stjal fra fulde
Den 21-årige AA fra Brøndby Strand, der har bosniske rødder, måtte i går gennem fem stive timer forklare sig, mens sagens anklagere afspillede stribevis af telefonsamtaler, som politiet har aflyttet mellem AA, hans tre medtiltalte samt Maximus og AC.

AA var klædt pænt på til lejligheden i hvid striksweater med høj hals, sort jakke i riflet fløjl og et par sorte bukser, der stumpede let og afslørede to bare skinneben over sorte strømper og sko. Det pæne tøj pyntede nu ikke meget på AAs forklaring, hvori han bl.a. indrømmede, at han tit tilbragte morgentimerne fredag og lørdag med at stjæle mobiltelefoner og dankort fra fulde, sovende passagerer i de københavnske S-toge.

Den »berigelseskriminalitet«, som AA konsekvent kaldte tyverierne, forklarede ifølge AA, hvorfor han og den medtiltalte AB talte i koder i flere mystiske samtaler.

Det fremgik også af aflytningerne, at AA havde kontakt med den terrordømte Maximus, da denne besøgte København i september 2005, og at de to holdt kontakten per telefon, da Maximus en måned senere rejste til Bosnien, hvor han blev anholdt med 20 kg sprængstof på sig. Inden da havde Maximus kontakt med flere af de tiltalte i Danmark i samtaler, der drejede sig om at skaffe penge.

Her spillede AA en hovedrolle, og han og Maximus planlagde bl.a. i september at begå et røveri.

»Vi ville indsamle penge ved at begå berigelseskriminalitet ved et røveri. Jeg skulle finde et sted og kiggede på en Fakta på Nørrebro, lige når man går ned mod Mjølnerparken. Jeg havde hørt Maximus fortælle om turen til Bosnien, og at han ville sende penge til Srebrenica. Han har aldrig sagt noget om sprængstof,« sagde AA og forklarede, at han dog besluttede at give 27.000 kroner, han havde fremskaffet ved at stjæle og lænse et dankort, til ofrene for tsunamien i Indonesien fremfor til Maximus.

AA blev træt
AA kunne ikke huske, hvem han havde givet de 27.000 kroner til, og efterhånden som afhøringen skred frem, og flere og flere kontakter til de terrordømte Maximus og AC kom på bordet, blev AAs forklaringer mere usikre og endda selvmodsigende. Til slut bad hans advokat, Kristian Mølgaard om, at afhøringen blev indstillet af hensyn til AA, der var træt.

Det godkendte retten, og afhøringen af AA fortsætter i dag.