Terrorsag afbrudt af køresyge

En af de tiltalte i Østre Landsret var for syg til at være med i retten.

Terrorsagen i Østre Landsret blev mandag afbrudt, da en af de tiltalte var for syg til at deltage i retsforhandlingen.

Den tiltalte får medicin mod køresyge, men blev ikke desto mindre syg på køreturen fra fængslet i Vridsløselille til landsretten i København. Han måtte flere gange forlade retslokalet.

En læge blev tilkaldt for at hjælpe manden. Retsforhandlingen blev foreløbig udsat til mandag eftermiddag.

Terrorsagen er gået over i den fase, hvor det ikke længere drejer sig om de tiltaltes sindelag, men om deciderede beviser for, om de var med til at planlægge en terrorhandling udgående fra Bosnien. Derfor bør den tiltalte være med på lige fod med de øvrige, sagde hans forsvarer, advokat Niels Forsby.

/ritzau/