Terrordømt dansk agent er på vej hjem

Danske Ahmed Samsam rejste flere gange mellem 2012 og 2015 til borgerkrigen i Syrien som agent for danske efterretningstjenester, men blev efterfølgende anholdt i Spanien og ifølge Berlingskes oplysninger fejlagtigt dømt for at tilslutte sig terrorbevægelsen Islamisk Stat på selv samme rejser. Efter tre år i et spansk fængsel er han på vej hjem.

Et billede af Ahmed Samsam i Syrien. Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste sendte ham på flere rejser til borgerkrigen som agent for Danmark. Hvorfor? »Jeg ville hjælpe med at forhindre et terrorangreb i Danmark. Jeg har familie, der bruger offentlig transport, som har stor risiko for at blive ramt af terror. Ligesom enhver anden dansk borger,« siger Ahmed Samsam. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

Den 30-årige danske agent for Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Ahmed Samsam, der siden 2017 har været fængslet i Spanien, er omsider på vej hjem til Danmark.

En domstol i den spanske hovedstad, Madrid, har onsdag godkendt, at Ahmed Samsam kan overføres til Danmark hurtigst muligt. Overførslen skal nu også officielt godkendes i Københavns Byret, hvorefter overførslen kan finde sted.

»Endelig sker der noget, og det er meget positivt. For han har intet at gøre i et spansk fængsel,« siger Thomas Brædder, advokat for Ahmed Samsam.

De danske myndigheder har siden forsommeren været i dialog med de spanske myndigheder om en overførsel – og har presset hårdt på at få overførslen til at ske. Sagen har været særligt kompliceret, fordi store dele af det spanske retssystem har været lukket ned på grund af coronasituationen, men håbet er, at en overførsel »nu endelig kan ske«, siger kilder med indsigt i sagen til Berlingske.

Overførslen er en delikat manøvre. De danske myndigheder har ikke officielt over for de civile spanske myndigheder – domstolssystemet, justitsmyndighederne og det nationale politi – på noget tidspunkt vedkendt sig, at Samsam var dansk agent – kun den spanske efterretningstjeneste CNI, der blev orienteret ved flere møder med PET og FE i sommeren 2018, kender til sagens rette sammenhæng.

Det betyder også, at Samsam officielt ikke løslades, når han ankommer til Danmark, men skal fortsætte sin afsoning i Danmark »indtil videre«. Hele overførslen hviler på en aftale med de spanske myndigheder om, at den dom, Samsam fik i Spanien i 2018 – otte år for terrorisme – er »gyldig«, altså at den har retsvirkning i Danmark, og at dommen derfor skal afsones.

Ifølge kilder er der »i den nuværende situation ikke andre muligheder« end at spille dette skuespil – Ahmed Samsam er dømt efter en normal retsproces i et EU-land, og skal han fuldstændigt frifindes, kræver det en ny, langvarig – og offentlig – retsproces i Spanien, hvor de danske myndigheder officielt og åbent skal vedstå sig, at Samsam var agent. Det er utænkeligt. Sagen er dertil pinlig for Danmark og en knast i det dansk-spanske forhold på justitsområdet, fordi Danmark – trods en række oplagte muligheder – ikke straks efter Samsams anholdelse fik de spanske myndigheder orienteret om sagens rette sammenhæng og manden fragtet hjem.

På spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at Samsam officielt skal fortsætte sin afsoning i Danmark, siger hans advokat Thomas Brædder:

»Nej, det er ikke rimeligt. Men det er et stort skridt i den rigtige retning. Mere har jeg ikke at tilføje lige nu«

Ahmed Samsam blev rekrutteret som agent af Politiets Efterretningstjeneste 19. december 2012, blev i 2013 overført til Forsvarets Efterretningstjeneste og var på flere rejser til Syrien som agent for de to tjenester frem til den 28. oktober 2015, hvor samarbejdet stoppede, da Samsam for anden gang afviste et ønske fra FE om, at han skulle rejse til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat.

I 2017 blev han anholdt under en ferie i Spanien og i 2018 idømt otte års fængsel for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat på netop de rejser til Syrien, han havde foretaget i dansk tjeneste. Bevismaterialet var blandt andet en række »krigerbilleder«, taget under Samsams rejser for PET og FE i Syrien med jihadister, og to pengeoverførsler på i alt cirka 35.000 kroner, som Samsam havde fået fra PET og FE. De spanske myndigheder troede fejlagtigt, at der var tale om terrorfinansiering.