Terroralarm i Heathrow forsinker flytrafikken

Terroralarmen gik tirsdag i Heathrow Lufthavn uden for London. Det betød forsinkelser for flytrafikken. SAS ramt i mindre grad.

Engelsk politi lukkede tirsdag eftermiddag terminal fire i Heathrow Lufthavn uden for London på grund af bombealarm. Selv om SAS flyver fra en anden terminal, medførte lukningen nogle gener for selskabets passagerer.

- Vi har ikke haft aflysninger men nogle forsinkelser. Når man vælger at lukke en terminal i Heathrow, vil det skabe kaos, siger Jens Langergaard, pressechef i SAS.

Lukningen går især ud over SAS-passagerer, der mellemlander i Heathrow og skal videre til København. Samtidig har de seneste dages fejlslagne terrorangreb i London og Glasgow fået politiet til at skærpe adgangen til lufthavnen.

- Det er svært at komme til Heathrow i bil. Så det skal man lige planlægge efter, hvis man skal flyve derfra, siger Jens Langergaard til Ritzau.

Ifølge politiken.dk blev kulturminister Brian Mikkelsen (K) direkte berørt af terroralarmen, der blev udløst efter en passager angiveligt forsøgte at trænge igennem sikkerhedskontrollen uden at lade sin rygsæk undersøge. Den danske minister var på vej til lufthavnen, da episoden udviklede sig. Og han måtte tage et senere fly til København end planlagt.

/ritzau/