Teenagere beder om lavere straf for dobbeltdrab

Østre Landsret skal fastsætte sanktionen til fem svenskere, som begik to drab med automatvåben og pistol.

Nævninger og dommere i Østre Landsret afslutter fredag en sag om dobbeltdrab i Herlev. På en sommerdag i 2019 gik unge fra en svensk bande i aktion og dræbte to fra en anden rivaliserende gruppering. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nævninger og dommere i Østre Landsret får torsdag vidt forskellige bud på den straf, som de skal idømme to unge fra en svensk bande.

Sammen med tre andre deltog de i et angreb med automatvåben og en pistol på en parkeringsplads i Sennepshaven i Herlev i juni 2019.

Forbrydelsen kostede to mænd livet. De blev 21 og 23 år. En tredje blev også forsøgt dræbt, men det lykkedes ham at flygte.

Angriberne kom fra en bande, der kaldes Dødspatruljen, og som også går under betegnelsen DP eller 3 MST. Ofrene havde forbindelse til en rivaliserende gruppe ved navn Shottaz. Begge holder til i Stockholm-forstaden Rinkeby, men for to år siden udspillede konflikten sig altså blodigt på dansk jord.

To af gerningsmændene var 17 år og gik i gymnasiet. Retten i Glostrup idømte dem sidste år begge fængsel i 20 år, som er den længst mulige sanktion.

Torsdag beder begges forsvarere Østre Landsret om en markant nedsættelse af straffen. Også selv om de er fundet skyldige i at have overtrådt en særlig paragraf om bandekriminalitet, som indebærer mulighed for en fordobling af straffen.

»20 år er næsten livstidsstraf, siger advokat Henrik Dupont Jørgensen og bemærker, at FN's Børnekomité har advaret mod at bruge livstid til unge under 18.«

»Teenagere kan ikke helt se konsekvenserne af det, de gør,« siger advokaten.

Før en lovændring i 2010 kunne unge under 18 år højst straffes med fængsel i otte år. Derefter blev loftet fjernet.

Men lovgiverne i Folketinget har ifølge Henrik Dupont Jørgensen ikke ment, at teenagere, der ikke anses for at være modne nok til at stemme, og som heller ikke kan optage lån, kan straffes så hårdt som 20 år.

Forsvareren mener, at fængsel mellem 10 og 12 år bør være resultatet.

Derimod fastholder senioranklager Steen Saabye kravet.

»Er 20 år for højt? Det er en helt ekstraordinær forbrydelse, og man må spørge, hvad der ellers skal til,« siger han.

»Det var ikke en impulsiv og pludselig handling, det var ikke umodenhed,« siger anklageren og henviser til, at forbrydelsen var nøje planlagt.

Landsretten har ingen fortilfælde at læne sig op ad. Unge under 18 år er ikke tidligere blevet dømt for drab som led i en bandekonflikt.

Dommen afsiges fredag. Her skal også straffen til tre andre, der var 18 år og derover, fastsættes.

/ritzau/