Teatrets nye fællesrejsning

De seneste ti år er danske teatertilskuere i langt højere grad begyndt at rejse sig op og klappe efter forestillingerne – en skik, der før var forbeholdt det exceptionelle. »Sindssygt irriterende,« siger teaterekspert.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Først er der en, der rejser sig op. Så en til. Og hurtigt følger hele salen efter.

Når en teaterforestilling er slut, sker det ofte, at publikum flyver op fra sæderne og belønner de optrædende med en stående applaus. Sådan var det ikke for bare ti år siden. Er teaterforestillingerne simpelt hen blevet bedre? Eller er der sket noget med publikum?

Forskningsbibliotekar og teaterhistoriker Alette Scavenius, der selv har været en flittig teatergænger i mange år, bekræfter, at den stående applaus er en relativt ny foreteelse:

»For bare få år siden var den reserveret store jubilæer, hvor man ville vise sin respekt over for en skuespiller, der havde stået på scenen i mange år. Den var forbeholdt det helt exceptionelle. Til gengæld havde man mulighed for at applaudere længe og fremprovokere fremkaldelser, hvis man var »almindeligt« tilfreds,« siger teatereksperten, som selv »godt kan begynde at svede i håndfladerne«, når en tilskuer nede foran rejser sig.

»Jeg lader mig bestemt ikke rive med. Men jeg ser heller ingen grund til at blive siddende og være hende den sure, når andre rejser sig,« siger Alette Scavenius.

Personligt synes hun, det er »sindssygt irriterende« med alle de stående applauser.

»Alt er jo ikke lige godt. Og hvad i alverden gør man nu, når man er virkeligt begejstret og gerne vil vise det? Man har jo ikke flere værktøjer i kassen, hvis man har stået op hele teatersæsonen.«

Teaterleder Pelle Koppel, Teater V, har selv for nylig holdt fast i at blive siddende til teaterforestillinger, hvor stort set alle andre rejste sig op:

»Jeg insisterede på at blive siddende på min stol, simpelthen fordi jeg ikke kunne få mig selv til at rejse mig. Jeg syntes ikke, at det, jeg oplevede, fortjente »en rejsning«. Men jeg må også samtidig tilstå, at det hurtigt blev til en ret så markant og lettere grænseoverskridende oplevelse at sidde der som den eneste i salen«.

Hvorfor er vi pludselig begyndt at opføre os anderledes i teatret? Alette Scavenius har et bud:

»Vi vil så gerne føle, at vi er sammen om oplevelsen. Og så må vi ikke glemme, at folk ofte har betalt rigtigt mange penge for at gå i teatret. Man har måske oven i købet ofret penge på en babysitter og rødvin og bøffer til konen. Det skal bare være godt. Og man møder op for at få indfriet sine forventninger til en fantastisk aften, man kan gå hjem og fortælle naboen om: »Vi stod op og klappede!« Den stående applaus forstærker oplevelsen af en forestilling, der var i orden for enhver pris.«

Den tese kan den erfarne skuespiller Henrik Lykkegaard nikke genkendende til:

»Jo dyrere billetter, jo mere applaus. Det stemmer med forventningerne. Omvendt er der ikke noget så træls som at optræde for et publikum, der ikke selv har betalt for det,« siger han. Blandt dem, der har fået billetter forærende, er der i hvert fald sjældent »rejsning«.

Henrik Lykkegaard kommer rundt i teaterlandskabet. Han slår sine folder som sjov mand hver sommer i Cirkusrevyen, men spiller i øjeblikket Shakespeare på Det Kongelige Teater.

»Den stående applaus er også lidt genrebestemt,« siger han. »Jeg har især oplevet den til revyforestillinger. Det er en naturlig forlængelse af den champagnestemning, man er i. Det sker sjældent, at en sal rejser sig i ét hug. Der er altid en eller anden morbror nede i hjørnet, som starter en lemmingeeffekt. Det kan godt blive en smule akavet,« siger han.

Det er endnu ikke sådan, at man som skuespiller bliver skuffet, hvis man ikke får stående applaus, mener Henrik Lykkegaard, som mange gange har oplevet, at publikum har rejst sig op og klappet efter en forestilling, selv om han og de øvrige skuespillere ikke var exceptionelt gode den aften.

»Men at publikum alligevel gør det, tilskriver jeg så vores professionalisme. Omvendt kan man en aften selv synes, man er genial, mens man så kun får spredt bifald.«

Hvorfor klapper vi i det hele taget? Hvorfra stammer skikken med at slå sine to hænder sammen efter en teaterforestilling? Skal man tro den britiske zoolog, Desmond Morris, er der tale om symbolik. Vi klapper de optrædende på ryggen som tak for deres indsats. Den ene hånd klapper, den anden gør det ud for de optrædendes rygge.

Alette Scavenius er inde på noget af det samme:

»Ved at løfte hænderne rækker vi ud til skuespillerne på scenen. Det er det tætteste, vi kommer på at kunne røre ved dem. Der opstår en slags gensidighed. Først er vi modtagerne, siden er det vores tur til med lyd og fysisk handling at vise vores påskønnelse. Og så har vi jo også behov for et ritual, der viser, at vi nu går fra den ene tilstand til den anden. Vi bryder fiktionskontrakten, festen er slut,« siger hun. Den erfarne teatergænger tror også, der kan ligge noget rent praktisk i den fysiske aktivitet:

»Man har jo et behov for at bevæge sig, efter at man måske har siddet ned i tre stive klokketimer.«

Teaterhistorikere og antropologer er under alle omstændigheder sikre på, at skikken med at klappe er lige så gammel som teatret selv. Det vestlige teaters vugge stod i antikkens Grækenland, og her opfandt man endda en lille gud, Krotos, der var ansvarlig for applaus. Romerske skuespillere afsluttede ikke sjældent med at angle efter bifald: »Valete, plaudites, sodes« (»Lev vel og klap, I kære!«).

I 1700-tallet var det helt normal opførsel at give sine mishags- eller tilfredshedsytringer fuld skrue fra tilskuerpladserne. I en sådan grad at det herhjemme blev for meget for Det Kongelige Teater, som havde monopol på teaterdrift i hovedstaden, og derfor ofte var scene for regulære kulturkampe, når publikum med forskellige holdninger til det, der foregik på scenen, forsøgte at overdøve hinanden.

»J.L. Heiberg (chef for det Kongelige Teater 1849-56. red.) brød sig slet ikke om applauser,« fortæller Alette Scavenius.

»Han satte regler op for, hvor længe publikum måtte klappe. På et tidspunkt var det to-tre minutter, men senere blev det udvidet til fem minutter. Overskred man det, blev salen ryddet. De principper holdt længe.«

Faktisk blev det på Det Kongelige Teater først relativt sent muligt at få skuespillerne at se en ekstra gang, hvis man gerne ville hylde dem. Fremkaldelser kom først på tale så sent som i 1962, hvor der var premiere på den moderne musical »Teenagerlove«, som appellerede til et bredt og nyt publikum.

Skik og brug har altså ændret sig gennem tiden, når det handler om bifald. Den hyppige stående applaus er blot det seneste påfund. Og rejser man ud i verden, er det langt fra givet, at man kan tage sine applausvaner med sig, fortæller Alette Scavenius:

»I andre lande kan det se helt anderledes ud. I Asien klapper man for eksempel slet ikke i forbindelse med religiøst betonede forestillinger, noget man har overført til det danske Odin Teatret, som er inspireret af bl.a. asiatisk teater. Her bliver der set skævt til én, hvis man klapper efter en forestilling. I Kina klapper de meget hurtigt, så går de,« siger hun.

Sidstnævnte tradition har hun oplevet ved selvsyn.

»Jeg kan huske engang, Den Kongelige Ballet var på gæstespil i Kina. Hele balletten stod klar til fremkaldelser efter »Napoli«, men da tæppet blev flået op, var salen tom. Kineserne var gået.«

Men hvad gør man så, hvis man stadig er irriteret over, at andre rejser sig op? Pelle Koppel har et godt råd: Bliv siddende. Han synes, det bør være »okay« som tilskuer at vælge at blive siddende midt i »den ofte meget hurtige fællesrejsning« uden at blive set skævt til. Det har han i hvert fald tænkt sig selv at gøre, siger han:

»Til gengæld vil jeg så stadig også tillade mig at være den allerførste til at rejse mig for kunsten, når jeg også indimellem pludselig mærker magien og får benene slået væk under mig af fantastiske præstationer.«