De er glade på Aarhus Teater for tiden. Plakaterne på facaden er netop taget ned efter en måneds komplet udsolgte huse på Store Scene med instruktøren og dramatikeren Christian Lollikes radikale livtag med Holbergs gamle 1700-tals-komedie »Erasmus Montanus«.
Forestillingen, der med en ordentlig skævvridning af Holberg satte danskheden og tidens splittelse til debat, fik for alvor aarhusianerne i teatret. I en tid, hvor mange tror, man kun kan fylde salene med kendte musicals, viste det sig, at her var en forestilling, der var dristig i sit formsprog, politisk og lige i tiden, og som publikum slet ikke kunne få nok af.
»Vi kunne have spillet længe endnu, hvis planlægningen havde tilladt det,« siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen. Folk stod ude foran teatret med skilte, hvor de efterlyste billetter. Skrev glødende, håndskrevne breve. Det er man ikke nødvendigvis vant til i teatrets verden.
Faktisk går det rigtig godt på Aarhus Teater, der er landets næststørste teater med en bevilling på ca. 70 mio kr. Da teatret i november offentliggjorde sit seneste årsregnskab, var der ikke alene overskud på betalingsbalancen, men også en flot stigning i besøgstallene: 95.480 fandt vej til teatrets sæder. Det højeste antal i 10 år. Og ikke nok med det. Mens de fleste andre klynker over, at det ikke kan lade sig gøre at få unge mennesker i teatret, er den jyske landsdelsscene på blot et par år lykkedes med at få 38.000 unge under 25 i teatret om året under sloganet »Billigere end biffen« og med en billetpris til alle forestillinger på 50 kr. Mange flere end de 25.000, hvilket svarer til 25 procent, man havde håbet på. Før var tallet ca. 22.000.
Noget tyder på, at den strategi, der er lagt for teatret, er den rigtige med det repertoire og den handlingsplan, Trine Holm Thomsen, som overtog teatret 2015, har lagt. Hun vil gerne placere teatret i tiden. Hun vil gerne placere Aarhus Teater i verden. Men hun vil starte med at placere det i byen.
Nøgleordene er fællesskab, dannelse og åbenhed, begreber, som skal afspejles i repertoiret. Men det skal også være de værdier, aarhusianerne skal tillægge deres teater.
»Vi er jo byens store teater, hvilket er sværere at være i København, hvor der er mange scener,« siger teaterdirektøren.
Alligevel skal der hele tiden arbejdes på at få aarhusianerne til at kende, bruge og holde af deres teater.
Man må starte indefra
Inden hun blev kunstnerisk chef, var Trine Holm Thomsen chefdramaturg på teatret og i perioder konstitueret i den stilling, hun bestrider nu. Hendes forgængere, svenske Stefan Larsson og irske Mick Gordon, var begge hentet udefra. De ville gerne gøre Aarhus Teater til et internationalt teater med globalt udsyn og hentede for eksempel mange instruktører og skuespillere ind udefra. Men de var begge på teatret kort tid. Trine Holm Thomsen synes, teatret havde godt af international luft, og vil også gerne invitere verden indenfor og selv sende sit teater ud i verden. Men man er nødt til at starte lokalt. Man er nødt til at starte indefra:
»Jeg kunne se, at huset kunne trænge til noget kontinuerligt. Vi er nødt til at bygge huset op, inden vi tager hele verden ind. Jeg vil også meget gerne det internationale, men jeg kan se, at huset har gavn af, at man ser de kræfter, der er her. Hvor skal de hen? Hvordan kan vi følge produktionerne og deres udvikling og få afdelingerne – det kunstneriske, marketing og vores undervisningafdeling - knyttet mere sammen? Og hvordan kan vi få publikum med os? De ting hænger uløseligt sammen.«
For at knytte teatret tættere til byen, arbejder teatret, der har ligget på Store Torv siden 1900, med fortællingen om sig selv. Teaterdirektøren har udvidet ensemblet til nu at tælle 15 skuespillere, og Trine Holm Thomsen vil egentlig gerne have flere. Med faste skuespillere i huset har man gavn af at have deres fulde fokus, loyalitet og engagement, og man kan bruge dem til mange af de andre arrangementer på teatret, som skal skabe liv, ud over reprtoiret. Og teatrets skuespillere skal blive kendte ansigter, der kan fungere som ambassadører for teatret i forhold til byen.
»Med et ensemble kan man arbejde på en fælles profil og udvikle den med et kunstnerisk hold over tid. Det er et stort hus, og vi skal have kunstneriske kræfter i det: Det må ikke blive et gæstespilshus. Hvis ikke der var kunstneriske kræfter i huset, der skaber en sammenhængskraft, ville vi ikke få de snakke, der er vigtige for vores virke,« mener Trine Holm Thomsen.
Åndeligt forsamlingshus
Også byen skal helt konkret opleve, at teatret hverken begynder eller slutter ved de tunge døre i det teater, som nok er smukt, men måske også kan virke fornemt og afvisende på nogen. Teaterdirektøren vil gerne have, at aarhusianerne har en aktiv tilknytning til stedet. Ganske vist har hun lukket teatrets Borgerscene, hvor almindelige mennesker fortalte deres historier i en teateriscenesættelse. Til gengæld har hun skabt et teaterkor, der kan bruges i forskellige sammenhænge, og som får deres faste gang i huset. Diskussioner og andre arrangementer er med til at gøre huset til en slags »åndeligt forsamlingshus«.
Også initiativet »Udflugten« får teatret ud af kunsttemplet på Store Torv, ud i byen, hvor man spiller på utraditionelle steder, blander kunstarterne og professionelle og amatører og gør teatret umiddelbart tilgængeligt, også for subkulturer.
»Vi kan nå nogle andre på den måde og etablere helt nye kontakter i byen,« siger Trine Holm Thomsen.
»Og samtidig rokker vi ved hele opfattelsen af, hvad teater er. Nogle gange bliver jeg altså lidt træt, hvis folk siger, de ikke kan lide teater. For teater kan være alt muligt.«
Hun medgiver, at et stort institutionsteater har mange udfordringer.
»Vi skal kommunikere ud, at man ikke behøver at mande sig op for at komme i teatret. At det også er for unge mennesker. Og det er min fornemmelse, at de er ved at lære det.«
Men det er ikke nok at fortælle om sig selv. Man må også bevise det med det, man spiller.
»Der skal en målrettet indsats til, helt ned på forestillingsniveau. Hvordan er forestillingen æstetisk – taler den ind i noget, der appellerer? Hvordan kommunikerer den? Det handler om relevansen af det, man spiller. Man kan kun forlade sig på en fornemmelse af kvalitet og målrettet tænke på, at en forestilling skal rette sig mod for eksempel unge eller mod flere forskellige baggrunde,« siger teaterchefen, som i det hele taget mener, at man bør udvikle sit repertoire sammen med publikum. Have et skarpt blik for, hvem de er, og derfor også for, hvor man kan tage dem hen.
For at nå så bredt sammensat et publikumsgrundlag som muligt spiller teatret for eksempel børneteater, man køber ind, for de allermindste, der gerne skal vænnes til at komme i teatret. Man laver familieforestillinger for de lidt større og deres voksne. Man spiller endnu en forestilling for de lidt større børn. Ungdomsteatret Opgang 2, som har rigtig godt fat i unge med anden etnisk baggrund, er inviteret ind med urpremierer på teatret. Og når man vælger klassikere, prøver man at finde en æstetik og en jargon, der kan tale til moderne mennesker, herunder de unge.
»Det handler om at vælge forestillinger, som er for voksne, men som unge også kan få noget ud af«.
I den forbindelse har teatret en særdeles aktiv læringsafdeling, hvor undervisere kommer ind og er i tæt samarbejde med teatret.
Teatret er mennesker
På baggrund af sine erfaringer er Trine Holm Thomsen ikke med på at erklære teatret dødt.
»Den digitale udvikling har gjort, at flere og flere søger noget andet som en modreaktion. Teatret er nærmest fællesskabets sidste bastion, hvor man kan gå ind og have et reelt møde. Men det er selvfølgelig afgørende, at vi så forvalter det møde rigtigt. Vi vil altid have behov for at nå ind til den grundlæggende eksistens. Og teatret er mennesker. Mennesker på scenen, mennesker bag scenen, mennesker, der sidder og kigger på. Der bliver fortalt om mennesker helt ud i de vildeste tankeeksperimenter. Men selvfølgelig kan teater blive hårrejsende kedeligt og uhyrligt pinligt, så det stiller stigende krav til, hvad og hvordan, vi kommunikerer.«
Publikum skal hele tiden være med i tankerne, mener Trine Holm Thomsen.
»Det var måske ikke så nødvendigt for 15-20 år siden, hvor man måske også tænkte, at »nu laver vi kunst, og det er ligemeget, hvor mange der kommer ind.« Vi var heller ikke så pressede økonomisk som i dag,« siger teaterdirektøren, som synes, at det er »dødssygt« at lave teater for tomme sale.
»I arbejdet med at finde ud af, hvad vi skal spille, prøver vi at lave en test for os selv: Hvis ikke vi var i teaterbranchen, ville vi så se forestillingen? Det er ikke sikkert, at alle forestillinger skal kommunikere til alle, men er denne forestilling bare blevet en lidt okay ting, som ikke særligt mange mennesker interesserer sig for?«
Publikum er kritisk
Med »Erasmus Montanus« tog teatret hul på sin del af kulturbyåret i Aarhus: en række forestillinger i denne og næste sæson skal vise, hvor forskelligt teater kan være under kulturbyårets tema, »Rethink«.
Dundersuccesen med Lollike og Holberg var vigtig for teatret, siger Trine Holm Thomsen.
»At en forestilling, der var brændende aktuel og æstetisk konsekvent, gik hjem hos så mange, blev jeg både stolt og glad over. Kvalitet og relevans betyder noget. Og publikum er kritisk og interesseret. Man skal ikke tro, publikum tænker så meget anderledes end os som afsendere, når først de sidder der.«
Hun har is nok i maven til at satse, siger teaterdirektøren om sig selv. Hun medgiver ganske vist, at hun måske nok betaler prisen for det derhjemme, når ingen kigger på.
»Jeg lever mig rigtig meget ind i mit arbejde. Men jeg kan ikke lade være. Ellers giver det ingen mening.«
Trine Holm Thomsen
45 år.
Kommer fra Vissenbjerg på Fyn.
Har læst fransk og dramaturgi på universitetet.
Har arbejdet på Aarhus Teater siden endt uddannelse, med en enkelt
afstikker til Göteborg.
Teaterdirektørf på Aarhus Teater siden juli 2015.
Er alene med en datter.