Taxachauffør varetægtsfængslet efter voldtægt af 17-årig

Beruset teenagepige voldtaget af taxachauffør på vej hjem fra en bytur. Chaufføren nægter sig skyldig, men må blive de næste fire uger i arresten.

En 27-årig taxachauffør udnyttede groft, at en af hans kunder var håbløst fuld efter en bytur.

Taxachaufføren voldtog ifølge sigtelsen en 17-årig pige, og derfor valgte dommeren i Retten i Odense mandag at varetægtsfængsle manden i fire uger.

Det oplyser vicekriminalkommissær Per Algren Pedersen fra politiet i Odense.

Manden nægter sig skyldig og kærede varetægtsfængslingen til landsretten. Han fastholder, at pigen selv ville have sex.

Pigen tog en taxi natten til søndag, efter at hun havde været i byen. Men ifølge hendes forklaring stoppede chaufføren bilen, da de var på vej til hendes hjem nord for Odense.

Han hev hende ud og voldtog hende, inden hun havde held til at flygte fra stedet.

/ritzau/