Der er opstået en tavshedskultur på universiteterne, hvor medarbejderne ikke tør ytre sig offentligt af frygt for, hvordan deres ledelser vil reagere. Sådan lyder meldingen fra lektor Claus Emmeche, Københavns Universitet, efter at 34,1 procent af 3.230 forskere og undervisere på landets universiteter ifølge en ny rundspørge fra Berlingske Research ikke føler, at de offentligt kan ytre sig frit om arbejdsrelaterede overvejelser på deres arbejdspladser.

Rundspørgen skriver sig ifølge Claus Emmeche direkte ind i den aktuelle debat om ytringsfriheden på universiteterne udløst af sagen om musikerprofessor Linda Maria Koldau, Aarhus Universitet. Tyskeren har ytret sig kritisk om bl.a. kvaliteten af humaniora, og ledelsen på universitetet har givet hende en advarsel og advaret hende om ikke at »bryde fortroligheden« og holde debatten i »en urban tone«.

Akademisk mundkurv

»Rundspørgen bekræfter, at det ikke står så godt til med den akademiske debat på de danske universiteter, som det burde,« mener Claus Emmeche.

Lederen af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier kender til flere unavngivne tilfælde, hvor forskere har undladt at ytre sig offentligt. Han giver universitetsreformen fra 2003 en stor del af skylden.

»Man afskaffede det kollegiale selvstyre, hvor lederne blev valgt af medarbejderne, og indførte i stedet et system, hvor lederne bliver ansat af bestyrelser,« forklarer han.

Det nye system betyder ifølge Claus Emmeche, at der fra ledelsernes side nu bliver snakket om begreber som loyalitet. Men, understreger han, ledelsernes opfattelse af loyalitet handler om loyalitet over for dem selv.

»For de ansatte bør loyalitet i stedet handle om at være loyale over for det, et universitet bør være. Et sted, hvor der bliver forsket og undervist frit, og hvor alt frit kan debatteres,« siger han:

»Mange har den opfattelse, at hvis de praktiserer deres ytringsfrihed, så har det konsekvenser. De risikerer udelukkelse og marginalisering i forhold til de cirkler, der bliver lyttet til og bestemmer noget.«

Han erkender, at en ændring af universitetsloven sidste år kan være med til at sikre medarbejderne større indfyldelse. Men »magtmæssigt er der ikke ændret noget«, hvilket der skal til for at sikre større ytringsfrihed.

»Men det at ytre sig frit kan opfattes på mange måder«

I rundspørgen svarer godt 40 procent af 387 medarbejdere på DTU, at de ikke føler, at de kan ytre sig frit om interne overvejelser.

»Men det at ytre sig frit kan opfattes på mange måder,« fortæller rektor Anders Bjarklev:

»Vi lægger stor vægt på, at vores medarbejdere deltager i den offentlige debat. Det opfodrer vi til, det værdsætter vi. Men når man ytrer sig, skal man huske, hvad sagen handler om. Ytrer man sig med sin DTU-titel, skal det være om noget, der har med ens faglige virke at gøre.«

Anders Bjarklev understreger, at »det ikke handler om at give medarbejderne mundkurv på«.

»Selvfølgelig må folk bruge deres ytringsfrihed, men vi understreger, at der er grænser, når de udtaler sig som ansatte på DTU,« siger han.

Uenighed bør holdes inden døre

Hvis der er problemer på DTU internt, ser han helst, at medarbejderne går til ledelsen i stedet for til pressen.

»I sådan et tilfælde synes jeg, at en medarbejder først og fremmest skal gå internt. Det virker naturligt at kontakte en overordnet og på den måde bringe en sag op, der er utilfredshed med. Jeg mener ikke, det er gavnligt for universitetet, hvis sager først og fremmest bliver taget op i medierne,« forklarer han.

I forbindelse med ændringen af loven sidste år har uddannelsesminister Morten Østergaard (R) netop modtaget universiteternes forslag til nye vedtægter, der skal sikre medarbejderne mere indflydelse.

»Det er vigtigt ikke at forveksle ytringsfrihed med en oplevelse af ikke at blive hørt. Det forhold, at nogle medarbejdere oplever, at de ikke har indflydelse på forandringerne, kan måske gøre, at de føler, at deres synspunkter ikke er velkomne.«

Han understreger, at det kollegiale selvstyres dage ikke kommer tilbage. »God ledelse, valgt eller ansat, skal sikre, at medarbejderne er med på, hvad der foregår. Det er ikke det samme som konsensusledelse. Men at lede et universitet kræver forandringsledelse, og det vil altid gøre, at nogle bliver utilfredse,« siger han.