Tang kan erstatte kræftfremkaldende stoffer i din mad

Tang kan erstatte en række problematiske tilsætningsstoffer i vores mad, viser ny forskning.

Læs mere
Fold sammen

I dag tilsættes mange fødevarer såkaldte antioxidanter for at holde maden frisk, men problemet er, at visse kunstigt tilsatte antioxidanter kan være hormonforstyrrende og endda kræftfremkaldende. Forskere på DTU arbejder i øjeblikket på at løse det problem, og noget tyder på at tang fra havet kan erstatte de kunstige stoffer i vores mad

”Vi har undersøgt, om man kan udvinde naturlige antioxidanter fra tang, og det kan man godt,” fastslår Ditte Hermund, som er forsker på DTU.

Hun fortæller, at det stadig er meget nyt at beskæftige sig med tang på denne måde, men at forskerne ser et stort potentiale i at udvinde naturlige antioxidanter fra tang som en del af en større proces

”Man har vidst længe, at tang indeholder mange muligheder, men det vi arbejder på er at få skabt en proces, hvor tangen kan bruges til så mange forskellige ting, at det kan betale sig at dyrke den,” siger Ditte Hermund

Forskere arbejder i øjeblikket på at udvikle en proces til at udvinde højværdistoffer fra tang, som for eksempel antioxidanter der findes naturligt i tangen. Men det er helt nødvendigt, at forskerne finder en måde at nedbringe omkostningerne på, fortæller Ditte Hermund.

”Lige nu koster det mere at udvinde antioxidanterne, end man kan sælge produkterne for, som de skal indgå i, så det er en dårlig forretning,” siger hun.

Antioxidanter er ikke kun gode

Antioxidanter er kendt for at være gode for helbredet. De bliver brugt som begrundelse for, at du skal spise grøntsager i mange farver, og de sundhedsfremmende kræfter findes især i grønkål, peberfrugt og blåbær, man kalder denne form for antioxidanter for naturlige antioxidanter.

Syntetiske antioxidanter er derimod et stof, som industrien tilsætter fødevarer for, at forlænge holdbarheden, og det er det stof, som forskerne arbejder på at erstatte med tang.

I supermarkedet findes de syntetiske antioxidanter bag navne som E320, E321 og E385.

Forbrugerrådet Tænk Kemi fandt i 2016 at fire ud af fem tre ud af fire slags tyggegummi målrettet børn indeholdt de syntetiske antioxidanter E320 eller E321. Disse stoffer er også kendt som BHT og BHA.

Lovgivningen tager ikke højde for hormonforstyrrende effekter

I dyreforsøg har BHT og BHA vist sig at have hormonforstyrrende effekter. Stofferne har også vist sig at være kræftfremkaldende.

BHT og BHA er fuldt lovlige og godkendt til brug i Danmark, og det er producenternes ansvar, at sikre at de ikke overskrider de grænseværdier, man videnskabeligt har fundet frem til er problematiske.

I industrien er der stor fokus på at erstatte de syntetiske antioxidanter med de naturlige, og forskerne leder efter nye kilder af naturlige antioxidanter til fødevarer.

Selvom mængderne af BHT og BHA er små og begrænsede i danske fødevarer, anbefaler Forbrugerrådet Tænk Kemi alligevel, at man går en bue uden om varedeklarationer, hvor der står E321 og E320.

»Videnskabelige forsøg viser, at BHT og BHA kan have hormonforstyrrende effekter, og selvom der er sat grænseværdier, så bør man ud fra et forsigtighedsprincip undgå stofferne, fordi lovgivningen i dag ikke tager højde for hormonforstyrrende effekter, og vi kender heller ikke ”cocktail-effekten,” altså hvordan BHA og BHT reagerer i kontakt med andre stoffer med lignende egenskaber, når vi indtager dem,« siger Claus Jørgensen, som er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Forskningsprojektet slutter i 2019, og der er forskernes håb, at industrien omkring det tidspunkt kan erstatte BHT og BHA med naturlige antioxidanter udvundet af tang.