Talsmand: Erstatning til veteraner er langt fra nok

Aftalen om erstatning til psykisk skadede soldater kan skabe ro, men der er brug for langt mere hjælp til veteranerne, siger en talsmand.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Flere hundrede danske soldater, der kæmper med psykiske problemer efter at have været i krig, kan se frem til erstatning, efter partierne bag forsvarsforliget fredag er blevet enige om finansieringen.

Det glæder en talsmand for krigsveteranerne, Benjamin O. Yeh, der selv har været udsendt til Balkan, men han mener ikke, at de omkring 500 millioner kroner, som er blevet afsat, er tilstrækkeligt.

»Jeg er glad for, at de har fundet pengene, men det bør være en selvfølge, for når de kan sende danske jenser af sted, skal de selvfølgelig også tage sig af dem, når de kommer hjem,« siger han.

»På kort sigt vil erstatningerne give veteranerne ro, for mange af dem lever på bunden af samfundet og kæmper med at holde sammen på deres økonomi og deres familier. Men 500 millioner kroner er meget lavt sat, for der kommer hele tiden nye veteraner, der har brug for hjælp,« siger Benjamin O. Yeh.

Beslutningen om at afsætte flere penge til erstatning blev truffet i foråret, hvor man ændrede kriterierne for at få erstatning for posttraumatisk stresssyndrom (PTSD), så antallet af kvalificerede veteraner blev udvidet.

Det anslås, at godt 400 tidligere soldater kan få erstatning efter de nye regler, men ifølge Benjamin O. Yeh bør man anerkende langt flere soldater som psykisk skadede, ligesom der er hårdt brug for hjælp ud over erstatningerne.

»En erstatning ændrer ikke, at man har PTSD. Man kan lære at tackle det, men det kræver, at man får den nødvendige hjælp, også til at håndtere de helt basale ting i hverdagen, som man ikke kan overkomme,« siger han.

Veterantalsmanden oplyser, at han sammen med flere tidligere kolleger er ved at etablere en forening for soldater, der kommer hjem fra krig med psykiske problemer.