Tallet steg drastisk under anden bølge: Så stor en del af danskerne mellem 17-69 år har haft corona

En ny, repræsentativ undersøgelse kortlægger nu, hvor stor en del af danskerne som har været smittet med corona. Den viser samtidig, at en markant andel er »gået under radaren«, når det kommer til at opdage smitte gennem test.

 
Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: DR, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Mathilde Geertsen. Fold sammen
Læs mere

Otte procent af den danske befolkning mellem 17-69 år har været smittet med covid-19 og har dermed dannet antistoffer mod virussen.

Det viser en ny, repræsentativ undersøgelse, som blodbankerne i Danmark har lavet i samarbejde med Statens Serum Institut. Den baserer sig på mere end 100.000 bloddonationer.

Undersøgelsen peger desuden på, at en markant del af denne gruppe er blevet smittet i forbindelse med anden bølge af covid-19, der ramte det danske samfund i løbet af november måned.

Det var den bølge, der førte til en ny, omfattende nedlukning kort før juleferien.

»Der var omkring to procent, der havde antistoffer, da vi startede med at teste i oktober. Nu er der fire gange så mange. Det betyder, at mange flere danskere har været ramt af coronavirus i løbet af november og december end sidste forår,« siger Christian Erikstrup, overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital.

Undersøgelsen kaster samtidig lys over, hvor mange borgere der har været smittet med covid-19, uden at disse er blevet opfanget gennem tests.

Undersøgelsen viser, at cirka halvdelen af smittetilfældene fra undersøgelsen ikke er blevet opsnappet gennem de test, der er blevet foretaget under coronakrisen. Dermed er en stor del af smittetilfældene »gået under radaren«, siger Christian Erikstrup.

»Dette kan skyldes flere ting. Nogle har haft meget milde infektioner og har derfor undladt at lade sig teste, mens andre måske ikke er blevet testet, mens de stadig har haft virus i halsen,« vurderer han.

Mindre betydning

Anden bølge har dermed haft en markant indvirkning på, hvor mange danskere mellem 17-69 år der har været smittet med covid-19. Ifølge Christian Erikstrup er det ikke uden betydning, at så mange har dannet antistoffer mod virussen.

»Det er faktisk så mange, at det begynder at have en indvirkning på, hvor let covid-19 spreder sig i samfundet. Så når covid-19 møder en ny person, er der i runde tal ti procents chance for, at vedkommende ikke kan blive smittet,« fortæller overlægen.

De otte procent består kun af danskere, der endnu ikke har modtaget en vaccine. Dertil kommer den gruppe, der siden juleferien er blevet vaccineret mod virussen. Derfor er antallet af danskere, der har dannet antistoffer mod covid-19, højere end otte procent.

Det giver imidlertid ikke anledning til, at vi som samfund kan begynde at slække på restriktionerne:

»Desværre er det kun en ganske lille bremse, der bliver trykket på, for næsten 90 procent af befolkningen har stadig ikke antistoffer. Så det kan have en lille indflydelse på smitteudviklingen. Men vi skal meget højere op for at opnå flokimmunitet,« siger Christian Erikstrup.