Takt og Tone på Messenger

»Netikette« - færdselsregler for, hvordan vi opfører os på nettet fandtes ikke, dengang Emma Gad var Gud. Vi bringer her en lille guide.

»Instant Messaging« (også kendt som IM) er ikke kun noget, teenagere får en masse tid til at gå med, når de da ikke lige sms´er eller taler i telefon eller spiller computer.

Nej, kommunikationssystemerne Messenger, Skype eller ICQ bliver også brugt flittigt blandt almindelige, voksne mennesker som kommunikationsmiddel i virksomheder verden over. Det er praktisk, hurtigere og nemmere end at sende en mail og kan med fordel bruges til at give korte beskeder, til at sende links og lignende.

Men det kræver nogle basale færdselsregler. Hjemmesiden stoweboyd.com har samlet nogle af de mest basale »do´s and don´t´s« på IM. Berlingske.dk bringer dem her i en redigeret udgave:

- Hold igen med smileys - de der små ikoner, der griner, græder, vinker eller danser. En smiley i en sætning i ny og nær er hyggeligt, sjov og sigende. To er distraherende, tre er bare møgirriterende og dumt.

- Brug gerne forkortelser, som for eksempel 'fx', men sørg for, at de ikke er for indforståede - hdfhjvh (= hvis du forstår, hvor jeg vil hen).

- Husk at opdatere din status (»Taler i telefon«, »Optaget«, osv.)

- Hvis du vil chatte med en person, der er online, så spørg personen, om han har tid, før du kaster dig ud i en længere samtale.

- Instant messaging foregår ofte som en del af multitasking. Lad være med at blive fornærmet, hvis en person ikke svarer på sekundet. Længden af de pauser, man holder i sådan en samtale, kan derfor også variere meget.

- Opfat en åben IM-samtale som en uafsluttet samtale. Det er ok at have vinduer stående åbent i længere tid uden aktivitet.

- Spørg modtageren, før du sender store filer via IM. Og udvis diskretion i forhold til hvad du sender, hvis du ved, at den anden person sidder på arbejde.