Hvorfor er så meget fjernsyn så kedeligt? Hvorfor ligner alt det, vi ser, noget, vi har set i forvejen? En af grundene kunne måske være, at TV i dag er blevet så uhyggeligt professionaliseret. Intet er overladt til tilfældighederne. alt er indstuderet og besluttet i forvejen. Sat i skemaer sekund for sekund. Alt skal være hurtigt, strømlinet, effektivt. Tilrettelagt efter ratings og målgrupper.
Engang imellem deltager jeg selv i TV-programmer, og der er ikke mange muligheder for at skeje ud. De fleste samtaler mellem værter og gæster er som små skuespil, som genopføres pligtskyldigt og velopdragent. Hvis man skal blive i teaterterminologien, så er der endda ofte holdt generalprøve på det hele, for en producerassistent har allerede ringet og forhørt sig om, hvad man vil svare, når man bliver spurgt, og det hele bliver omhyggeligt ført til protokols. Så handler det bare om at møde op op, lade sig sminke, gå på scenen og genopføre komedien.
Derfor er jeg så vild med TV2s nye program »En bid af historien«, som man har hentet hos svensk fjernsyn på den anden side af Øresund. Programmets idé er enkel: Som i en tidsmaskine sendes to mennesker tilbage i historien - til et andet årti eller måske ligefrem til et andet århundrede. Her skal de på egen krop mærke, hvad det indebar at være vores forfædre. Ikke bare skal de gå klædt i korsetter, kakkelovnsrør, miniskørt, afghanerpels, eller hvad perioden nu bød sine børn, men også lære noget om madvaner og kønsroller. Hvad spiste man? Hvad drak man? Hvordan var arbejdslivet? Kønsrollerne? Forholdet til børn og sundhed? Ja, hvordan levede man?
Den svenske udgave, »Historieätarne«, har længe hørt til én af mine TV-favoritter. Programmet, som snart er blevet en institution og seermagnet, er vildt underholdende. Og eftersom parret på tidsrejsen får besøg af en lang række eksperter, som måske er budt ind til mikroovnsmad i et rækkehus i 1980erne eller til grød med flæsk i en bondehytte i 1700-tallet, er der også en masse interessante kulturhistoriske pointer at hente. Hvorfor er svenskerne blevet dem, de er? Hvis man kan undre sig over, at den svenske folkesjæl er så væsensforskellig fra vores, til trods for mange lighedspunkter, så er det en god idé at se med. Der er nye afsnit på nettjenesten SVT Play.
Ikke så ejendommeligt, at også danske TV-planlæggere har fået øje på det dramadokumentariske program, hvor underholdning med et glimt i øjet, kropslige eksperimenter for åben skærm og ærværdig folkeoplysning går op i en højere enhed.
Men så er det altså, at det er sjovt at sammenligne med den danske udgave, »En bid af historien«, som i øjeblikket kan ses på TV2. Herhjemme har casterne nemlig haft åndsnærvær nok til at besætte værtsrollerne som forsøgspersoner med to begavede, anarkistiske mennesker, der ikke bare har charme og integritet, men som også er - undskyld - skidesjove: Hella Joof og Rasmus Bjerg. Selvironien og kemien er i top.
Og hvor de klæder hinanden. Hun er storbysmart og hurtig i replikken. Kaster sig nærmest ud i en parodikomedie i de oftest indsnævrende kvinderoller, hendes moderne fysiognomi slet ikke kan klare. Hurtig i replikken. Tag nu bare følgende udveksling, hvor en ekspert fortæller om censuren under Frederik VI:
Rasmus Bjerg: »Hvordan med ytringsfriheden?«
Ekspert: »Så længe man ikke fornærmede kongehuset«.
Hella Joof: »Altså ligesom i dag.«
Og med sin jyske tyngde er Bjerg hendes perfekte partner. Underspillet og med galskaben lige nede under den vennesæle overflade. Det bedste ved det hele er, at mens det svenske værtspar holder på formerne til trods for en ironisk distance af konstant undren over for fortidens prøvelser, tillader Joof og Bjerg sig at te sig løssluppent i uplanlagte, småfnisende og totalt improviserede småscener, ikke sjældent under indflydelse af et glas brændevin eller to. Det er vidunderligt. Alene fordi det er levende og spontant i en tid, hvor det uplanlagte helt er forsvundet fra skærmen.
I denne uge ser jeg: Den nye afsnit af serien »The Affair« på HBO.