Tak, København. Af hjertet tak

»Hovedstadens forrygende og internationalt anerkendte udvikling de seneste 15-20 år er tilsyneladende blevet for meget af det gode for nogle.«

Vi får hurtigt for meget af det gode i Danmark. Det er, som om storhed altid hviler på et skrøbeligt fundament i dette land. Når noget er blevet en succes, går der sjældent længe, før trangen til at pille det ned igen stille og roligt indfinder sig. Og brokken breder sig.

Denne selvpineriske drift har nu ramt København. Hovedstadens forrygende og internationalt anerkendte udvikling de seneste 15-20 år er tilsyneladende blevet for meget af det gode for nogle.

København høster ellers rosende omtale igen og igen. Kommunen har rejst sig fra randen af fallit til rigdom. Nye populære bydele og byudviklingsprojekter skyder hastigt op.

Men nogle bliver trætte af al den succes. Der kan ikke være noget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget andet. Der må være torne på den rose, vi kan piske os med, siger Københavns flagellanter.

De seneste uger har tornejægerne revet sig ekstra meget til blods: København er på vej til at blive en overklasseghetto. Arbejderklassen fortrænges af noget så væmmeligt som rige børnefamilier. Gentrificeringen har ødelagt Vesterbro, mens Sydhavnen og Nordvest bliver de næste ofre. Københavnerne er en flok kaffebar-baryler og luksusforbrugere og for lidt borgere. Tivoli er blevet det rene BonBon-Land. Og sidst, men ikke mindst, er det nu slået fast, hvad mange nok anede: Vejarbejderne i hovedstaden får aldrig en ende.

Sommer- og agurketidsbrokkeriet er for mig et tydeligt tegn på, at København i nogles øjne er blevet for meget af det gode. »En succes, der er gået over gevind,« som teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) har sagt det i Berlingskes serie om Det Nye København. Han vil ikke »være borgmester for en by, hvor politimanden, læreren, pædagogen og journalisten ikke har råd til at bo.«

Nu kunne man lidt spydigt indvende, at antallet af borgmestre fra Enhedslisten formentlig ville falde fra én til nul, hvis der slet ikke boede lærere, pædagoger og journalister i København. Men lad nu det ligge.

Og jeg kan som medlem af sidstnævnte faggruppe berolige Kabell med, at jeg har haft fint råd til at bo i København både som studerende og færdiguddannet. Og det er mit indtryk, at de fleste af mine københavnske fagfæller klarer tilværelsen lige så fint.

Men jeg tilhører ganske vist også en af de rige børnefamilier, som åbenbart nu er blevet for mange i hovedstaden. Og jeg må blankt erkende, at jeg har fået virkelig, virkelig meget af det gode på først Østerbro, siden Vesterbro de seneste 15 år. Måske for meget af det gode. Måske har vi uforvarende skubbet en arbejderfamilie eller to helt ud til Brønshøj eller Amager.

Jeg har som andre redet på bølgen af andelsboligernes flirt med markedspriserne samt nydt godt af hovedstadens gode lønninger. Jeg har fået uddannelse, familie, job og gode venner. Fester, gourmetoplevelser, motion og leg i herlige parker samt nye daginstitutioner til mine børn.

Jeg har nydt Søndermarken, Tivoli, Formel B, cykelkultur, Islands Brygge, 10 min. til arbejde, Bopa Plads, Amager Strandpark, ZOO, metroen, DriveNow, Parken, Værnedamsvej, Noma, Carlsberg-området og meget, meget mere.

Og jeg må sige, at jeg er dybt taknemmelig over at have boet i så veldrevet en storby. Dybt imponeret over, at så megen byudvikling i København har peget og fortsat peger i retninger, jeg sætter pris på. Så tak til skiftende borgmestre og andre bidragsydere for det. Tak, København. Af hjertet tak.

Og nej, alt er ikke perfekt, for der findes vel ingen roser uden torne. Men det værste ved København er al den agurketidsbrok.