Tagarbejde var årsag til brand i Experimentarium

Arbejdet med at brænde tagpap på Experimentarium-bygningens nye tag var skyld i mandagens brand, oplyser politiet.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Det var arbejdet med at lægge nyt tag på Experimentarium-bygningen i Hellerup, som var årsag til den voldsomme brand, der brød ud på stedet mandag eftermiddag. Det oplyser Nordsjællands Politi.

»Vi anser brandårsagen for at være arbejdet med at lægge nyt tag på bygningen. Branden er opstået i forbindelse med, at man har brændt tagpap på taget,« fortæller pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til Berlingske Nyhedsbureau.

Politiet ser ikke grund til at undersøge branden nærmere.

»Vi er kommet så langt i sagen gennem vores afhøringer, at vi ikke mener, der er grund til at efterforske yderligere og lave tekniske undersøgelser på stedet. Vi har så mange vidneafhøringer, der godtgør, at vi med sikkerhed kan sige, at tagarbejdet var årsag til branden,« siger Henrik Suhr.

Brandvæsnet fik slukket flammerne omkring klokken 19.30. Da havde ilden nedbrændt store dele af bygningskomplekset, lød meldingen fra politiet mandag aften.

Efter brandvæsnet fik bugt med ilden, fortsatte arbejdet med efterslukning på området.

To personer kom til skade under branden. Ifølge Nordsjællands Politi har en person brækket anklen under et spring for at komme i sikkerhed. En anden person blev kørt til observation for røgforgiftning.

Begge de tilskadekomne er håndværkere, der er med til den storstilede ombygning af Experimentarium. Experimentarium-direktør Kim Herlev fortæller til Berlingske, at håndværkerne er udskrevet igen.

Experimentarium har siden starten af 2014 haft midlertidigt til huse på Papirøen nær Operaen, mens ombygningen i Hellerup har fundet sted. Det var planen at flytte tilbage til de nyrenoverede lokaler i slutningen af 2016.

Kim Herlev kan endnu ikke sige, hvad branden betyder for ombygningen eller planerne om at vende tilbage til lokalerne i Hellerup.