Tag med på svedetur over Arktis

Temperaturen i cockpittet i major John Kristensens F16 nåede op mod 60 grader, da flyet var lettet fra verdens næstnordligste luftbase, Thule Air Base, med kurs mod Kangerlussuaq, Søndre Strømfjord, et par timers flyvning mod syd. John Kristensen, med pilotnavn STI, svedte, så vandet bogstaveligt drev af ham. I den situation er der ikke andet at gøre end at fortsætte indtil man kan lande sikkert, som det hedder i proceduremanualen. Og nærmeste lufthavn var Søndre Strømfjord. På de kanter er der meget langt mellem lufthavne med lange landingsbaner.

Svedeturen kommer vi tilbage til. Forud for den var gået et par dage, hvor John Kristensen sammen med sin wingman, Jacob Michaelsen (JOK), skrev flyhistorie i Grønland. Sammen med et tredje F16, der havde rollen som reservefly, og i følge med et Hercules transportfly fløj de fra Danmark via Keflavik på Island til Sønder Strømfjord. På Island mødte de et Challenger overvågnings­fly, der allerede var stationeret i Nord­atlanten.

Formålet med ekspeditionen, der foruden de fem fly talte i alt 18 piloter og teknikere, var at afprøve kravene til logistik og F16­-flyets anvendelsesmuligheder i Arktis. Et anlæg til at producere flydende ilt til F16 piloternes iltforsyning var i forvejen fløjet til Sønder Strømdfjord. Det hele var et led i Forsvars­ministeriets store analyse af mulighederne for øget dansk tilstedeværelse i Arktis, som ventes til årsskiftet.

De logistiske »udfordringer«, som det kaldes, når noget går i stykker, kom hurtigt. På Island konstaterede John Kristensen, at hans canopy (plexiglaskuplen over cock­pittet) ikke kunne åbnes som normalt – et relæ var stået af. Hercules-flyet, der var lastet med blandt andet reservedele til kampflyene, måtte omdirigeres til Island, hvor teknikere gik i gang med småproblemerne, inden alle kunne fortsætte til Søndre Strømfjord. Relæet blev dog ikke fikset, så John Kristensen fik dispensation hjemmefra til at fortsætte til Grønland.

Næste dag »lånte« John Kristensen et relæ fra reserveflyet, inden han og hans wingman i følge med Challengeren fløj langs vest­kysten mod nord.

Afstanden til Thule er over 1.300 kilometer, svarende til afstanden fra København til Genova ved Middelhavet. Det kan F16-flyet godt klare med Flyvevåbnets to største droptanke under vingerne. De kaldes »Dollyer« med inspiration fra Dolly Partons to fremtrædende kvindelige attributter. Men når der også skal være tilstrækkeligt med brændstof til at returnere til Sønder Strømfjord, ifald vejrforholdene gør landing på Thule u­muligt, er Dollyer, med 2.400 pund brændstof i hver, ikke store nok. Derfor havde Flyvevåbnet lånt endnu større tanke fra det belgiske flyvevåben. De rummer 3.900 pund hver, svarende til 2.270 liter, og kaldes forresten for »Linser« med inspiration efter den fra TV3 kendte realitystjerne Linse Kessler.

Planlagt opmåling undervejs

Efter planen skulle flyet også have båret en »targeting pod«, som egentlig er beregnet til at finde og styre bomber mod mål på jorden. Men dets kameraer, lasermåler og anden elektronik gør den også velegnet til noget aldeles fredsommeligt og nyttigt, nemlig opmåling af jorden. Grønlands kyster er langt fra præcist opmålt, og med denne pod var det tanken at opmåle en række punkter på kysten undervejs mod Thule. På de nu­værende kort er kysten nogle steder tre-fire kilometer fra virkeligheden – F16-flyets pod placerer kysten med nogle få meters fejl­margen.

Men kort før afgang viste det sig umuligt i tide at opnå den nødvendige godkendelse fra amerikanske eksperter til at sætte »Linserne« og poden på flyene samtidig.

»Opmålingen var en delopgave, som vi desværre måtte droppe. Men vi er sikre på, at vi kan bruge poden til formålet, for vi testede den forinden, da vi i samarbejde med Geodata­styrelsen opmålte punkter på Bornholm,« siger John Kristensen.

I grønlandske medier blev missionen grundet den manglende pod udlagt som et »flop«, hvilket John Kristensen bestemt ikke er enig i.

»Testen på Bornholm var en succes, og således havde delopgaven i Grønland ændret sig til decideret dataindsamling,« siger John Kristensen.

Fokus skiftet

Den manglende godkendelse af kombinationen af »Linser« og targeting pod bevirkede således, at fokus i Grønland blev skiftet fra kystopmåling til afprøvning af lavflyvning i Arktis. Den grønlandske skuffelse kan skyldes, at beslutningen om ikke at medbringe targeting poden ikke nåede frem til eller blev mis­kommunikeret til Forsvarsministeriet, som tværtimod sammen med det grønlandske hjemmestyre den 5. august udsendte en pressemeddelelse, der meddelte, at F16-flyene skulle »øve billedopbygning på Vest­kysten«. Hvad der altså flere dage tidligere var blevet bevidst fravalgt.

I august er vejret normalt godt, og blå himmel med spredte skyer gjorde flyvningen til Thule uproblematisk. I stedet for at måle kyst og øve billedopbygning brugte John Kristensen og Jacob Michaelsen tid på at træne flyvning i ekstremt lav højde. I Danmark er minimumshøjden 300 fod – cirka 100 meter. I Grønland testede de to piloter at flyve i højder ned til 100 fod, for i Grønland er der stort set ikke risiko for klager over støjgener. Flyvning mellem bjerge og træning i bombe­aflevering under de forhold er heller ikke noget, som lader sig gøre i Danmark.

Men risiciene er også større i Arktis. Halvvejs til Thule forsvinder radiodækningen, og blandt andet af den grund havde kamp­flyene selskab af Challengeren, der har satellit­kommunikation ombord. Skal F16-fly regelmæssigt til Grønland, bør man installere tilsvarende kommunikations­udstyr i dem, mener John Kristensen.

Og skulle et F16 forulykke i havet, risikerer piloten 12 timer i redningsflåden, inden et skib eller en helikopter kan samle ham op. En anden lektie fra missionen er derfor, at Flyve­våbnet bør anskaffe samme type orange overlevelsesdragt, som norske F16-piloter konsekvent bruger.

Landing i lunefuldt vejrlig

Thule viste sig som sædvanligt vejr­mæssigt lunefuld. En hård vind med regn fra øst skabte meget turbulens over basen. De tre fly – Challengeren og de to F16 – afventede vejrudviklingen i 20 minutter, inden John Kristen­sen gik ned gennem turbulenslaget i 700 fod til anflyvning. Næsten nede gik han op igen med den besked til sin wingman, at ved jorden var turbulensen stort set væk. Jacob Michaelsen gik derfor straks ind til landing – og blev den første til at lande et F16 på Thule.

»Det har han moret sig over siden,« tilføjer John Kristensen.

Returflyvningen til Sønder Strømfjord blev særdeles varm. Undervejs gik køle­turbinen i John Kristensens fly i stykker, hvorefter temperaturen steg til op mod 60 grader. Under to lag termoundertøj, overlevelsesdragt og hjelm strømmede sveden. Men i Sønder Strømfjord ventede Herculesflyet med blandt andet en ny køle­turbine i lastrummet. Og trods forsinkelser og nedbrud landede ekspeditionen inden for fem minutter efter det planlagte tidspunkt i Skrydstrup.

»Den pålagte test var en kæmpe succes. Udfordringerne undervejs var trælse, men vi håndterede dem, og det gav os værdifuld viden. Ligeledes blev muligheder for god operativ træning, for eksempel lavflyvning, afdækket,« vurderer John Kristensen.

Spørgsmålet om flyvninger med kampfly over Grønland giver mening, kan John Kristensen som næstkommanderende i Eskadrille 730 på Flyvestation Skrydstrup ikke give et officielt svar på. Det skal besvares på højere niveauer og er i sidste ende en politisk afgørelse. Såvel chefen for operationsstaben i Flyvertaktisk Kommando, Søren W. Andersen, som chefen for nationale operationer, oberst Peter Boysen, har reservationer. Boysen mener, at Hercules- og Challenger-flyene og satellitter er bedre til overvågnings­opgaver, men begge forventer, at F16-fly vil vende tilbage med mellemrum, blandt andet for at træne under arktiske forhold.