Tænk hvis du vandt i Lotto

Danske Spil har spurgt 539 Lotto-millionærer om, hvordan de mange penge har ændret deres liv. Efter den første jubel fortsætter de fleste som hidtil, men nyder den økonomiske tryghed.POWERPOINT: Analyse af Lottomillionærer

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Jeg blev fuldstændig paralyseret, troede ikke mine egne øjne, og var hurtigt nødsaget til at opsøge toilettet.«

»Troede jeg havde vundet 10.000 kroner, men så opdagede jeg alle nullerne.«

»Lille choktilstand, forvirret og stresset og glad. Der blev først orden i de noget kaotiske følelser, da alle pengene stod på kontoen.«

»Overstrømmende glæde. Dansede rundt på køkkengulvet med lillemor.«

»Det var bare dejligt, og så skulle det holdes hemmeligt på grund af Janteloven!«

Sådan var reaktionerne hos nogle af 2.500 danskere, der har vundet over en million kroner i Lotto og andre spil siden 1999 og specielt siden 2005, da de første præmier på over 20 millioner kroner begyndte at trille ind.

Danske Spil har fået 539 af dem interviewet til en undersøgelse, der punkterer myten om, at folk nok går i hundene efter at have teet sig tosset over den pludselige rigdom.

Faktisk opfører langt de fleste sig yderst fornuftigt. De går ikke ind og fortæller chefen, hvad de mener om ham, og stikker af til Slaraffenland med eleven fra bogholderiet. Nej, de får ryddet op i økonomien, køber nyt hus eller sætter det gamle i stand, investerer i opsparing og pension og hjælper familien. Lidt under en tredjedel bruger dog straks en del af gevinsten på en ferie og/eller flotter sig med en bil, motorcykel, båd, campingvogn eller cykel.

To procent af dem, der deltog i undersøgelse holdt bryllup for en del af gevinsten, og én procent fik ordnet tænder.

22 procent af dem, der vandt mere end otte millioner kroner, valgte at sige deres job op, og 16 procent gik ned i tid. Syv procent af dem, der vandt fire-otte millioner kroner, blev selvstændige. Resten fortsatte som hidtil.

Livet er positivt
Jo højere gevinsten er, desto tættere holder man den ind til kroppen. Kun fire procent af dem, der vandt over otte millioner kroner, fortalte det til alle omkring sig, 87 procent fortalte det kun til deres nærmeste, og resten fortalte det ikke til nogen. Kun to procent har dog oplevet en negativ eller meget negativ reaktion på deres held.

Der er også kun tre procent, hvis liv er blevet negativt eller meget negativt påvirken af milliongevinsten. Og det er direkte proportionalt med gevinstens størrelse, hvor positiv effekten har været. Samtlige der har vundet over otte millioner kroner føler, at livet er påvirket positivt eller meget positivt. Især fremhæver vinderne, at gevinsten har givet dem frihed, tryghed, sikkerhed, økonomisk uafhængighed, det har gjort, at de ikke behøver at bekymre sig om penge.

De heldige vindere har også nogle meget jordnære råd til kommende lottomillionærer.

»Tænk dig om før de bruger pengene,« siger 38 procent. Nyd det, bliv gældfri, få opfyldt drømme, søg rådgiving og lev som før, vær dig selv, lyder andre råd.

Informationschef Thomas Rørsig, Danske Spil, er ikke overrasket over vindernes snusfornuft.

»Næsten alle benytter sig af vores tilbud om økonomisk rådgivning, og den nye undersøgelse bekræfter stort set en undersøgelse, vi lavede tidligere, før de rigtigt store lottopræmiers tid. Til gengæld punkterer den livsstilsundersøgelser, der har hævdet, at man ikke bliver lykkeligere af at komme til penge. Vores undersøgelse viser, at næsten alle har fået et bedre liv efter gevinsten,« siger Thomas Rørsig.

»Undersøgelsen viser også, at de fleste er så glade for deres arbejde, at de fortsætter med det, selv om de vinder så mange penge, at de kan klare sig uden lønindtægt. Men når de pludselig har valgmuligheden, bliver de bevidste om, at de er glade for deres arbejde og har et godt liv med det,« siger Thomas Rørsig.