Syv personer bragt på hospitalet efter brand i etageejendom

24 lejligheder evakueret under kraftig brand i ejendom i København. Syv personer er kørt på skadestuen.

Foto: Mathias Øgendal/presse-fotos.dk

Syv personer er bragt på hospitalet til observation efter en kraftig brand i en etageejendom i Upsalagade på Østerbro i København.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab og Københavns Politi tidligt mandag morgen.

De syv personer er bragt til observation for mindre skader, og branden er slukket, skriver politiet i et tweet.

Hovedstadens Beredskab modtog anmeldelsen om branden kort før klokken fire natten til mandag.

Da slukningskøretøjerne nåede frem, stod der flammer ud af vinduerne i den lejlighed på første sal, hvor branden menes at være opstået. Røg fra den brændende lejlighed spredt sig til hovedtrappen og flere af de øvrige lejligheder i opgangen. Ejendommen har seks etager.

»Vi evakuerede derfor samtlige 24 lejligheder i opgangen,« siger Frederik Ryber, der er vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab.

»Vi fik relativt hurtigt branden under kontrol, og vi har gennemsøgt hele opgangen og alle lejligheder,« tilføjer han.

Et skadeservicefirma vil i løbet af mandagen besigtige omfanget af skader.

»Først derefter vil de evakuerede beboere få at vide, hvornår de kan vende tilbage til deres lejligheder,« oplyser Frederik Ryber.

Slukningskøretøjer og mandskab fra fire stationer deltog i indsatsen med at få flammerne under kontrol.

/ritzau/