Syv frifundet i historisk kokainsag får nej til erstatning

Højesteret afviser syv mænds krav om erstatning i sag om 310 kilo kokain, hvor de blev frifundet.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Aldrig før og aldrig siden har politiet på dansk grund beslaglagt mere kokain end de 310 kilo, som i juli 2015 blev fundet hos virksomheden Holger Christiansen A/S i Esbjerg.

Syv mænd har været fængslet og retsforfulgt i sagen – de blev frifundet – og efterfølgende har de forlangt erstatning. Men det får de ikke. Højesteret har tirsdag afvist mændenes krav i den usædvanlige sag.

Mændene blev i sin tid anholdt, fordi de efter politiets opfattelse var taget til Fredericia for at lede efter de mange kilo kokain. Stoffet var ved en fejl kommet til Danmark med skibet »MSC Iris.«

Egentlig skulle containeren, som oprindeligt kom fra Brasilien, have befundet sig i Antwerpen i Belgien, men herfra blev det altså fragtet videre til Danmark.

I første omgang kom fire hollandske mænd til Danmark. De indlogerede sig på Hotel Svanen i Billund. Herfra lokaliserede de en container med nummeret UESU2292595 i Fredericia, og de tog til byen ved Lillebælt.

Anklagemyndigheden mente, at de jagtede kokainen, og at det mislykkedes. Og derfor blev tre mænd fra Belgien sendt som forstærkning.

Hele gruppen indlogerede sig på Hotel Postgården i Fredericia, men de havde ikke held til at finde narkoen, lød teorien. Kokainen dukkede dagen efter op hos virksomheden i Esbjerg, hvor den blev beslaglagt.

Politiets efterforskning pegede på de syv mænd. De blev internationalt efterlyst og udleveret til Danmark, hvor de blev varetægtsfængslet. Men ved retssagen blev de frifundet.

For selv om det var godtgjort, at de havde haft den beskrevne færden, så fandt retten det ikke bevist, at de ville sætte sig i besiddelse af den store mængde narko. Anklagemyndigheden opgav at anke sagen.

Når man har været varetægtsfængslet og udsat for andre indgreb fra ordensmagten, kan man i visse tilfælde være berettiget til en erstatning. Og det forlangte mændene.

Anklagemyndigheden sagde dog nej. Man mente, at de med deres adfærd forud for og under sagen selv havde været skyld i, at de var blevet mistænkt og fængslet.

Anklagemyndigheden lagde blandt andet vægt på, at mændene under sagen nægtede at forklare sig.

Mændene indbragte sagen for Retten i Kolding, og her fik seks af mændene i september 2018 168.000 kroner i erstatning. En syvende fik 152.000 kroner. Men det ville anklagemyndigheden ikke være med til.

Sagen blev anket til Vestre Landsret. Og her gav retten anklagemyndigheden ret. Mændene havde ikke krav på erstatning.

Men blandt dommerne sad den tidligere statsadvokat Jens Røn. Han havde været ansat hos Rigsadvokaten, da erstatningsspørgsmålet blev behandlet her.

Mændene fik tilladelse til at anke til Højesteret, og her påstod man, at sagen skulle sendes tilbage til landsretten, fordi Jens Røn var inhabil.

Men det var han ifølge Højesteret ikke. For han havde intet haft med behandlingen af erstatningsspørgsmålet at gøre, da det verserede hos Rigsadvokaten, lyder det i dommen.

/ritzau/