Syv anholdt for momssvindel

Syv mænd blev onsdag morgen anholdt i sag om omfattende momssvindel. Politiet mener, at pengene skulle bruges til etablering af bordeller.

Ved en storstilet aktion anholdt Sydøstjyllands Politi i samarbejde med Skat og Bagmandspolitiet onsdag morgen syv mænd i Sydøstjylland og sigtede dem for omfattende momssvindel.

I foråret kørte politiet "Operation Prostitutionens Bagmænd", og den førte efterforskerne på sporet af de nu anholdte.

Ifølge politiinspektør Steen Edeling har de sigtede, der er "pæne" forretningsfolk, svindlet for over 10 millioner kroner - penge, som politiet mener skulle bruges til etablering af bordeller.

Fem er løsladt, men er fortsat sigtet. To mænd på 44 og 46 år blev fængslet i fire uger.

/ritzau/