Syv anholdt efter formodet skudepisode i Vollsmose

Politiet fik anmeldelse om skud i Vollsmose klokken 18.10. Syv personer er anholdt i sagen.

Fyns Politi har tirsdag aften anholdt syv personer i og omkring Vollsmose i forbindelse med en formodet skudepisode. Der er ingen meldinger om sårede.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog klokken 18.10 en anmeldelse om, at der var blevet skudt i krydset ved Vollsmose Allé og Åsumvej i Odense. Umiddelbart efter blev to biler set køre fra det formodede gerningssted i hver sin retning.

Et vidne har fortalt til politiet, at der blev skudt fra bagsædet af en sort bil mod den anden.

Krydset er spærret for trafik, fordi politiet foretager tekniske undersøgelser på stedet, oplyser politiet lidt efter klokken 20.

Også i krydset ved Nyborgvej, Ørbækvej og Ejbygade er der foretaget undersøgelse i forbindelse med det formodede skyderi.

Politiet er desuden til stede i Vollsmose og i området ved Korsløkkeparken.

Borgere opfordres til at følge politiets anvisninger og overholde afspærringer.

Der er ingen oplysninger om, hvem de syv er, eller hvilken rolle politiet mener, de har spillet i det formodede skyderi.

/ritzau/