København. Der er umiddelbart grund til at tro på, at en 30-årig mand fra Syrien tilbage i november 2016 var parat til at begå terror i København.
Mandag har en dommer i Københavns Byret i hvert fald valgt at forlænge den sigtedes ophold bag tremmer i yderligere fire uger.
Manden, der er asylansøger i Sverige, blev anholdt 21. december 2017. Det var på baggrund af et samarbejde mellem Københavns Politi og PET.
Det er politiets opfattelse, at den anholdte var i ledtog med en 21-årig landsmand, og at angrebet skulle have været gennemført på et ukendt sted i København.
Ifølge sigtelsen havde syrerne til hensigt først at overfalde vilkårlige personer med knive. Herefter ville de detonere en eller flere bomber.
Planerne blev dog forpurret, da den 21-årige 19. november 2016 forsøgte at krydse grænsen til Danmark. Det var for at mødes med den nu fængslede.
Ved grænsen blev den 21-årige nemlig nægtet indrejse. Efterfølgende blev han anholdt af tysk politi og sigtet for at ville angribe København.
Den tyske anklagemyndighed valgte siden at rejse tiltale mod den 21-årige, og i sommer blev han straffet for forbrydelsen.
Ved en domstol i sydtyske Ravensburg lød straffen på fængsel i seks et halvt år.
Mandagens retsmøde i København foregik for lukkede døre. For selv om sagen har været behandlet i åbne retsmøder i Tyskland, er efterforskningen i Danmark fortsat spæd, lød argumentet fra senioranklager Sidsel Klixbüll.
- Vi arbejder fortsat på at få udleveret materiale fra Tyskland. Efterforskerne skal desuden have mulighed for at afhøre vidner, før de læser om sagens detaljer i pressen, sagde hun.
Dommer Lisbeth Christensen var enig.
- Der er tale om en meget alvorlig sag, og der skal være ro om efterforskningen, sagde hun og bad tilhørere om at forlade lokalet.
/ritzau/