Syndflod gjorde UK til ø

Man har haft mistanken i mindst 20 år, men nu er den bekræftet: En voldsom naturkatastrofe med syndfloder af smeltevand brød for godt 200.000 år siden gennem landmassen mellem det nuværende England og Frankrig, hvorved Storbritannien blev en ø.

<a href='http://images.bm4.metropol.dk//278/278108/278108_original.jpg' target='_blank'>Se i stort format</a> Fold sammen
Læs mere

Man ville ikke have haft brug for hverken kanaltunnel eller færger i pendulfart over Den Engelske Kanal, og i Storbritannien ville de formentlig have haft euro som valuta og måske endda talt fransk. Hvis altså ikke lige det havde været for den kæmpemæssige naturkatastrofe, der for godt 200.000 år siden forandrede alt og sikrede briterne mod alt for meget europæisk indflydelse.

Forskere fra Imperial College i London mener nemlig, at de har løst gåden om, hvordan Den Engelske Kanal blev skabt og forandrede den gamle halvø Storbritannien til en rigtig ø. Omfattende sonarundersøgelser af havbunden mellem Calais og Dover viser, at de oversvømmede områder er fuld af dybe ar, der formentlig kun kan være skabt i forbindelse med pludselig indtrængen af nærmest ubegribelige mængder hastigt strømmende vand, der bragte enorme mængder af rullende klippestykker med sig. Men hvor kom vandet fra?

Alt tyder på, at det lå indespærret i en stor isopdæmmet sø med en diameter på op mod 200 km beliggende i det, vi i dag kalder Nordsøen ud for det nuværende Belgien/Holland. Søen modtog smeltevand fra datidens udgaver af floderne Themsen og Rhinen, men vandet blev altså holdt på plads af regulære dæmninger af is langs søens kanter. Pludselig har en begivenhed, formentlig et jordskælv, gjort isdæmningen ustabil, hvorved vandet er brudt igennem i den sydlige ende og med enorm kraft fossede ud over den daværende landmasse af kalksten mellem det nuværende Nordvestfrankrig og Sydøstengland. En megaflodbølge var skabt.

Forskerne mener, at da flodbølgen var på sit højeste, væltede der omtrent én mio. kubikmeter vand i sekundet ud over landskaberne en udstrømningshastighed, der kontinuerligt stod på gennem adskillige måneder. Til sammenligning strømmer der omtrent 200.000 kubikmeter eller fem gange mindre vand gennem udløbet af verdens vandrigeste flodsystem, Amazonas, i sekundet.

Ifølge geologen Sanjeev Gupta har det muligvis været den største og mest betydningsfulde megaflodbølge i Jordens nyere historie, ligesom naturkatastrofen giver en forklaring på Storbritanniens østatus.

»Hvis ikke det var sket, ville Storbritannien altid have været en europæisk halvø. Man ville ikke have haft brug for en kanaltunnel, og man kunne have gået fra Frankrig til England på samme måde, som vore menneskelige forfædre gjorde,« forklarer Sanjeev Gupta til BBC News.

Landfast med Danmark
Helt sand er forskernes konklusion dog ikke. For også under den seneste istid, der sluttede for ca. 10.000 år siden, var England landfast med Nordeuropa, herunder det forhistoriske Danmark. I perioder var så meget vand bundet i is, at vandspejlet lå hele 130 meter under det nuværende niveau, hvilket gjorde det muligt at vandre over det, der i dag er bunden af den ret lavvandede Nordsøen.

Teorien om en megaflodbølge som forklaring på Storbritanniens østatus har eksisteret i over 20 år, men det er først med de nye opdagelser, at man har fået egentlig geologisk dokumentation for, at teorien med stor sandsynlighed holder vand om man så må sige.

Der er meget få andre steder på kloden, hvor man har fundet klare tegn på lignende katastrofale syndfloder. Dog har man klar evidens for en lignende episode i Nordamerika for omtrent 15.000 år siden, da den nu forsvundne isopdæmmede kæmpesø Lake Missoula pludselig brød gennem sine bredder og radikalt forandrede enorme områder af det vestlige Montana.