Syndebukke

Familier i Tjørring, Gerlev og Ørslev har måttet leve med tvivlen om, hvad der egentlig skete på sprængningspladsen i Kabul i 2002, da tre soldater døde. Familierne har nemlig fået fortalt to historier. Den første bygger på den daværende forsvarschefs anklage om, at soldaterne – både de danske og de tyske – handlede uden “omtanke og sund fornuft”. Den anden historie er den, de har fået fortalt bag lukkede døre.

ARKIVFOTO af danske soldater i Helmand- - Se RB // En dansk soldat er torsdag blevet dræbt i Afghanistan. I alt har 43 danske soldater mistet livet i Afghanistan (Foto: Mads Nissen/Scanpix 2013) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det har været svært at sætte punktum. Familierne i Tjørring, Gerlev og Ørslev har ikke blot måttet leve med sorgen, men også med tvivlen om, hvad der egentlig skete på sprængningspladsen i Kabul. Med den tvivl, om deres sønner, fædre og mænd – Thomas Butzkowsky, Kim Carlsen og Brian Andersen – selv var skyld i ulykken. Familierne har nemlig fået fortalt to historier. Den første er den, de har kunnet læse i aviserne, og som bygger på forsvarschefens anklage om, at soldaterne – både de danske og de tyske – handlede uden “omtanke og sund fornuft”. Den anden historie er den, de har fået fortalt bag lukkede døre.

Inden pressemødet i november 2002, hvor den dansk-tyske kommission præsenterede sin undersøgelsesrapport, inviterede forsvarsledelsen de tre familier til København for at give dem en forhåndsorientering om kommissionens konklusioner. Som Birgitte Butzkowsky – søster til afdøde Thomas Butzkowsky – husker det, var alle familier glade for orienteringen: “Men allerede dengang sagde jeg til dem, at jeg syntes, Forsvaret tørrede ansvaret af på min bror og de to andre danskere, som omkom.”

Oberst Anders Olesen, den danske chef for undersøgelseskommissionen, deltog i orienteringen og husker godt familiernes tvivl: “To ting lå familierne stærkt på sinde på det møde. De ville gerne vide, om deres kære havde lidt, inden de døde, og om de selv havde været skyld i ulykken. Jeg forklarede så godt, jeg kunne, at soldaterne ikke havde lidt, og at de var uden skyld.”

Ikke desto mindre kunne Birgitte Butzkowsky og de øvrige efterladte dagen derpå se forsvarschefen offentligt give de danske soldater et medansvar, og deres forvirring er kun taget til i de efterfølgende år. “Mange af min brors kolleger og chefer i Forsvaret har siden sagt, at vi ikke skulle tro den officielle forklaring. Det har været svært for både mig og mine forældre at vide, hvad vi skulle tro,” siger Birgitte Butzkowsky.

Forsvarschefens ord gjorde ondt. Ikke bare på familierne. De afdødes kolleger i Afghanistan følte sig angrebet. Deres chef, oberst Lasse Harkjær, havde kaldt dem sammen, da rapporten skulle fremlægges, og da de hørte forsvarschefens konklusion, bredte vreden og frustrationen sig. “Vi syntes ikke, at det var en korrekt fremstilling af forløbet,” siger Lasse Harkjær, som i dag er chef for Den Kongelige Livgarde: “Men jeg opfordrede alle til, at vi skulle bide smerten i os. Vi kunne protestere, men det ville ikke bringe de døde tilbage, og for vores vedkommende var vi jo trods alt kun angrebet på vores faglige stolthed. Det kunne vi leve med.”

Som årene er gået, er det blevet sværere og sværere for mange fra det danske hold. Det gælder blandt andre Kim Robin Poulsen, tidligere overkonstabel og en af de kvæstede fra ulykken.

“Jeg tror ikke, at nogen kan forestille sig, hvordan det er at gå rundt i otte år med den beskyldning fra Forsvarets øverste ledelse, at man har været medansvarlig for en ulykke, der kostede tre kammerater livet. Alle i ens omgangskreds har kunnet læse, at ulykken skete, fordi vi var idioter og amatører, og det passer ganske enkelt ikke. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må have været for de efterladte familier,” siger Kim Robin Poulsen.

Mundkurv

Men hvorfor valgte forsvarschef Jesper Helsø at fremstille ulykken på en måde, der kun kunne opfattes som en anklage mod hans egne faldne soldater og deres kolleger? Hvorfor skelnede han ikke mellem, hvad de tyske soldater gjorde, og hvad de danske soldater gjorde?

En mulig forklaring kan være, at han fandt det nødvendigt at tage hensyn til det tyske forsvar. Undersøgelsen var en følsom sag. Det mærkede kommissionens danske formand Anders Olesen, da han i august 2002 sagde til Jyllands-Posten, at undersøgelsen endnu ikke havde afdækket regelbrud med direkte relation til ulykken fra de danske soldaters side: “Det tror jeg heller ikke, vi kommer til,” fortsatte han.

Anders Olesen sagde også, at de tyske myndigheder af “politiske” årsager havde bedt om en udsættelse af offentliggørelsen af kommissionens rapport til efter det tyske valg i efterår 2002. Udtalelsen vakte bestyrtelse i Tyskland, hvor anklagemyndigheden afviste, at der var gået politik i sagen, mens en soldaterorganisation mente, at den danske kommissionsformand var med til at udbrede “fordomme” om de tyske soldater. Kommissionens medlemmer fik derefter mundkurv på.

Ingen skyld i ulykken

I dag ser Anders Olesen de mange følelser, som var forbundet med sagen, som uundgåelige:

“Ingen nation påtager sig med stor lyst ansvaret for en ulykke, som koster allierede soldater livet, men jeg mener, at vi i fællesskab i kommissionen fik klarlagt hændelsesforløbet, og det viste, at ingen danske soldater begik de direkte handlinger, som kostede liv.”

Det danske holds chef, Lasse Harkjær, er glad for, at han nu kan sige højt og klart, at hans soldater ikke var skyld i ulykken. Men han havde gerne set, at forsvarsledelsen havde sagt det allerede i 2002: “Jeg har hele tiden ment, at det var sørgeligt, at de egentlige ansvarlige for ulykken ikke ville påtage sig det fulde ansvar.”

I februar 2010 bragte Berlingske et interview med tidligere forsvarschef Jesper Helsø. Han blev spurgt, hvorfor han på pressemødet i 2002 undlod at sige rent ud, at de danske mineryddere ikke var ansvarlige for ulykken?

“Ulykken kunne lige så godt være sket for danskerne. Danskerne bankede ikke ned i sprængstoffet med en hammer, men de brugte en skruetrækker, og det er ikke en måde at håndtere sprængstof på,” svarede Helsø. Han var enig i, at danskerne traf en klog beslutning, da de stoppede arbejdet. “Men danskerne så derefter, at de tyske soldater bankede med en hammer i sprængstoffet, og det er akkurat, som hvis man er vidne til en forbrydelse, så skal man gribe ind, men danskerne greb ikke ind,” sagde Helsø.

Denne udtalelse stod imidlertid i direkte modsætning til undersøgelseskommissionens konklusion om, at danskerne ikke havde mulighed for at stoppe tyskernes arbejde. Det gjorde Berlingske den tidligere forsvarschef opmærksom på. Men han fastholdt alligevel sin vurdering.

Politisk i arkiverne

Efterfølgende har folketingspolitikere forsøgt at få Forsvarsministeriet til at sætte de faktiske omstændigheder omkring ulykken på plads – ikke mindst af hensyn til de efterladte. En af dem er Socialdemokraternes forsvarsordfører John Dyrby Paulsen: “Det er naturligvis ikke acceptabelt, at Forsvaret stik mod egen viden har ladet de tre danske soldater været syndebukke for en ulykkelig hændelse, som rettelig havde andre ansvarlige [...] Det er ingen kunst at sige, at ulykken kunne være undgået med omtanke og sund fornuft, som forsvarschefen hævdede det i 2002. Det kunne de fleste ulykker, når man ser i bakspejlets ulideligt klare lys. Men derfra og så til at sværte de tre soldaters ry til; der er immervæk et godt stykke vej.”

Ingen politikere har dog siden taget sagen op. Forsvarskommandoen afviser konsekvent at kommentere forløbet. Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V), der blev udnævnt blot et par dage efter Berlingske rekonstruktion af sagen, ønsker heller ikke at involvere sig:

“Der er tale om en dybt tragisk ulykke, der ligger otte år tilbage. Jeg kan konstatere, at ulykken blev grundigt undersøgt, og at der foreligger en rapport, hvis konklusioner er offentligt tilgængelige. Jeg finder det rigtigst, at jeg alene henholder mig til undersøgelsesrapporten, og ikke til hvad den daværende forsvarsledelse eller andre måtte have sagt i denne sag,” skriver forsvarsministeren i en e-mail.

Missilulykken er politisk lagt i arkiverne.

I marts 2002 havde Danmark været i krig i Afghanistan i bare to måneder. Tre mand var døde. De følgende fem år skulle blive anderledes rolige. Ingen danskere mistede livet i hverken ulykker eller kamp frem til foråret 2007.