Sygeplejersker: Else Smith ofres på det politiske bål

Dansk Sygeplejeråd mener ikke, at det er den rette beslutning at fyre Sundhedsstyrelsens direktør i en tid, hvor styrelsen har behov for en stærk og synlig leder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er politisk udsigtsløst at fyre Sundhedsstyrelsens administrerende direktør, Else Smith, efter rækken af sager om vildledning og fejl i styrelsens tilsyn.

Det mener Dansk Sygeplejeråd, efter sundhedsminister Nick Hækkerup (S) torsdag valgte at fjerne Else Smith fra ledelsen i Sundhedsstyrelsen.

Sygeplejerskeformand Grete Christensen betegner det som en »katastrofal« fyring, da Sundhedsstyrelsen i øjeblikket har brug for en frontfigur, der kan lede ud af krisen.

»Nu efterlades Sundhedsstyrelsen ledelsesløst i en tid, hvor der netop er behov for en synlig og sikker sundhedsprofessionel ledelse af Sundhedsstyrelsen,« siger Grete Christensen i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at Dansk Sygeplejeråd har haft et godt samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Else Smith.

»Vi skylder Else Smith en stor tak for et godt samarbejde og for hendes store indsats. Det er et tab for hele sundhedsvæsenet, at hun nu ofres på det politiske bål. Det er en meget kortsigtet beslutning,« siger Grete Christensen.

Ifølge sundhedsminister Nick Hækkerup har Sundhedsstyrelsens tilsyn ikke haft den kvalitet, man kunne forvente. Det er blandt andet kommet frem i sagen om en hjerneskadet psykiater, der gennem flere år fejlbehandlede en lang række patienter.

Grete Christensen peger på, at Else Smith netop havde sat sig i spidsen for at styrke Sundhedsstyrelsens tilsyn på baggrund af de »forfærdelige sager«, der er blevet afdækket.

»Det er utroligt vigtigt, at landets sundhedsstyrelse har en fagligt stærk ledelse. Spørgsmålet er, om det efter dette forløb vil være muligt at tiltrække en ny kompetent direktør. Jeg kan bestemt godt have min tvivl,« siger hun.