Sygeplejersker arrangerer kollektive opsigelser – men det kan koste dem dyrt

En gruppe af sygeplejersker er i øjeblikket i gang med at arrangere kollektive opsigelser. Men de risikerer at skyde sig selv i foden, da aktionen er overenskomststridig og kan betyde, at de deltagende skal betale bod, vurderer ekspert.

Utilfredse sygeplejersker forlod arbejdet og demonstrerede 16. september foran Aalborg Universitetshospital, Sygehus Syd. Nu arrangerer sygeplejerskerne kollektive opsigelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sygeplejerskerne har gennem længere tid råbt om lav løn, manglende respekt for deres fag og for dårlige arbejdsvilkår.

De seneste dage er styrken taget til, og nu sætter de hårdt mod hårdt: De er gået i gang med at arrangere kollektive opsigelser.

I en begivenhed på Facebook opfordrer sygeplejersken Luca Pristed sin kolleger til at følge trop og sige deres job op 30. november. I skrivende stund har omkring 145 personer tilkendegivet, at de deltager i aktionen, mens omkring 2.000 har meldt sig interesseret.

Arrangøren forventer, at antallet af opsigelser vil ende omkring 1.000, da han også modtager en del henvendelser fra sygeplejersker, som ikke offentligt har tilkendegivet deres støtte på Facebook.

Men nu lyder det fra en ekspert i arbejdsret, at aktionen kan komme til at koste dem dyrt.

Det er ikke uden konsekvenser, hvis sygeplejerskerne vælger at nedlægge deres arbejde. Det vurderer Christian Højer Schjøler, lektor på Syddansk Universitet med speciale i arbejdsret.

»Det står frit for enhver lønmodtager at opsige sin stilling, men det må bare ikke bruges som en kollektiv kamphandling. Og det bliver det, hvis sygeplejerskerne koordinerer deres opsigelse, og det får karakter af kampskrift. Så laver man det, der hedder en overenskomststridig kollektiv arbejdsnedlæggelse,« siger han.

Christian Højer Schjøler har læst om aktionen. Han vurderer, at narrativet bag er at tage skrappere midler i brug i den konflikt, der er mellem sygeplejerskerne og politikere og arbejdsgiverne. Når det er baggrunden for at tage skrappere midler i brug, vil der derfor være tale om en overenskomstmæssig kamphandling, vurderer han:

»Jeg vurderer, at der er tale om en kollektiv overenskomststridig aktion i form af opsigelser. Hvis de gennemfører aktionen, vil regionen forfølge sagen fagretligt. Det er jeg ikke i tvivl om. Det kommer nok heller ikke til at hjælpe på parternes samarbejde.«

Lignende sag

Christian Højer Schjøler fortæller, at sagen giver mindelser om et lignende forløb i 1995. Her valgte sygeplejerskerne at forlade forhandlingsfællesskabet og gå i strejke. Det resulterede i et lovindgreb. I kølvandet på det lovindgreb valgte 232 sygeplejersker at opsige deres stilling indenfor en uge. Det fik arbejdsgiverne til at køre en sag.

»Resultatet blev, at en meget stor andel af sygeplejerskerne tilbagekaldte deres opsigelser, da parterne havde afholdt mæglingsmøde, og de resterende blev pålagt at tilbagekalde opsigelserne ved den efterfølgende voldgiftssag,« siger Christian Højer Schjøler.

Han forventer, at vi vil se et lignende forløb, hvis sygeplejerskerne vælger at gennemføre den planlagte aktion.

Vil tage konsekvenserne

Arkitekten bag aktionen, Luca Pristed, har dog tænkt sig at gennemføre aktionen alligevel.

»Skulle der komme konsekvenser ud af det her, så er jeg klar til at tage dem. Jeg gør det her, fordi jeg kæmper for det danske sundhedsvæsen, for sygeplejerskernes arbejdsvilkår og i sidste ende også de danske patienters sikkerhed,« siger han.

Han har også undersøgt sagen fra 1995, og selvom han ikke har vendt reglerne for kollektiv opsigelser med en jurist, virker han ikke bekymret for, hvad regionen har tænkt sig at gøre, hvis et stort antal sygeplejersker siger op 30. november.

»Vil de ugyldiggøre alle de opsigelser, der kommer 30. november? De har jo ikke nogen måde at finde ud af, hvorfor folk siger op, udover at jeg har opfordret til det. Det eneste, der er derude, det er, at jeg har sagt, at jeg vil gøre det. Deltagere og interesserede på en Facebook-begivenhed er ikke nok,« siger Luca Pristed.

Sådan fungerer det dog ikke helt, fortæller Christian Højer Schjøler. Vurderingen vil foregå på den måde, at det bliver op til den enkelte medarbejder at bevise, at vedkommende siger op af personlige årsager, når antallet af samtidige opsigelser er så stort, at det i sig selv indikerer at være kollektive opsigelser.

»Når antallet i sig selv peger i retning af en koordineret aktion, så bliver det den enkelte ansattes ansvar at bevise, at vedkommende har en individuel begrundelse, som ikke er en del af den koordinerede aktion. Så vender bevisbyrden, kan man sige,« siger Christian Højer Schjøler.

DSR tager afstand

Sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR), er ikke en del af planlægningen af de kollektive opsigelser. Formanden for DSR, Grete Christensen, kan godt forstå den vrede og frustration, som sygeplejerskerne oplever ovenpå seneste tiders konflikt.

Alligevel kan hun ikke støtte op om aktionen.

»Vi kan ikke på nogen måde støtte op om kollektive overenskomststridige arbejdsnedlæggelser og opsigelser. Det er et brud på den fredspligt, der er mellem arbejdsgiver og lønmodtager i en overenskomstperiode, og derfor må vi klart fraråde vores medlemmer at deltage. For det kan give både dem og vores organisation en straf,« siger Grete Christensen.

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen, kan godt forstå gruppen af sygeplejerskers frustration. Hun tager dog skarpt afstand fra de kollektive opsigelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

DSR har derfor tænkt sig at henvende sig til medlemmerne og bede dem tage afstand fra aktionen.

»Vi vil klart meddele vores medlemmer, at de bør tage afstand fra det og rådgive dem om, at de bør undlade at deltage i det,« siger Grete Christensen.

Danske Regioner oplyser i et skriftligt svar, at kollektive opsigelser vil blive betragtet som en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og at sådan en sag vil kunne blive indbragt for arbejdsretten.

»Kollektive opsigelser i løbet af en overenskomstperiode vil blive betragtet som et overenskomststridigt kampskridt på samme måde som overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. Sagen kan således indbringes for Arbejdsretten, hvor de pågældende kan blive pålagt en bod samt blive pålagt at trække deres opsigelser tilbage. Som et eksempel på dette kan vi henvise til en afgørelse fra 1995, hvor en række medlemmer af Dansk Sygeplejeråd kollektivt opsagde deres ansættelsesforhold,« skriver Danske Regioner.