Syge klemt i strid mellem politikere og læger

En konflikt med de praktiserende læger og en »overoptimisme« blandt politikere og embedsmænd er blandt årsagerne til problemerne i den omstridte akutordning i Region Hovedstaden, konkluderer rapport.

bb
Mange af problemerne med 1813-akutordningen kan føres tilbage til den konfliktprægede atmos­fære mellem praktiserende læger og politikere og embedsmænd i Region Hovedstaden, er vurderingen i en ny rapport fra rådgivningsvirksomheden COWI. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng

Politikerne traf beslutningen over »hals og hoved« og i »affekt«, da de skrottede den gamle lægevagt og i stedet indførte 1813-akut­ordningen. Der var for kort tid til at planlægge og gennemføre en så stor omvæltning af sundhedsvæsenet.

Løfterne til patienterne om meget korte ventetider var alt for optimistiske, og man fik ikke i tilstrækkeligt omfang inddraget absolutte nøgleaktører – læger og sygeplejersker – i forløbet.

Konsekvensen er, at akut syge borgere mødes af et system, hvis »perfomance« ikke har været tilfredsstillende, og som har leveret et »ikke-tilfredsstillende resultat«.

Det er hovedpunkterne i en sønderlemmmende kritik, som Region Hovedstaden – og ikke mindst politikerne – udsættes for i en ny rapport fra rådgivningsvirksomheden COWI, der har kulegravet planlægningen og implementeringen af den omstridte akut-ordning. Det vil sige forløbet fra den politiske beslutning i marts sidste år over begyndelsen den 1. januar til de første tre måneder af i år, hvor akut syge borgere har oplevet kaotiske tilstande hos en ekstremt presset organisation.

Borgere har kunnet komme til at vente halve og hele timer på overhovedet at kunne komme igennem på telefonen. Der har været kritik af indsatsen for syge børn, personalet på akutmodtagelserne har undret sig over, hvilke patienter man får henvist, og det har knebet voldsomt med at få ansat det fornødne antal læger og sygpelejersker til at drive ordningen.

»Det er en berettiget kritik. Det må man bøje sig for. Når man kigger tilbage på forløbet, er det rimeligt oplagt, at det gik meget hurtigt med at få truffet beslutningen, og at der heller ikke var lang nok tid at løbe på, før den skulle være gennemført,« siger medlem af Forretningsudvalget Lars Gaardhøj fra Socialdemokraterne, det toneangivende parti i Regionsrådet og en drivende kraft i indførelsen af den omstridte ordning.

Konflikten mellem læger og politikere

Ifølge rapporten kan mange af problemerne føres tilbage til den konfliktprægede atmos­fære mellem praktiserende læger og politikere og embedsmænd i Region Hovedstaden, som har hersket i årevis, og som kulminerede i begyndelsen af 2013, da parterne ikke kunne blive enige om bemandingen af et nyt sundhedshus i Helsingør.

De praktiserende læger ville ikke være med. Det gjorde et flertal af politikerne så sure, at de fra den ene dag til den anden, den 12. marts 2013, blev enige om at nedlægge lægevagten i sin oprindelige skikkelse, hvor den blev drevet af de praktiserende læger, og i stedet lægge ordningen ind under akutsystemet på sygehusene og i regionsregi.

Det er i mange henseender, og på papiret, en »rigtig og logisk« løsning, som skiftende regeringer og Sundhedsstyrelsen længe har presset på for at få gennemført for at skabe »en indgang« til akutsystemet af hensyn til både patienter og samfundsøkonomi. Alligevel gik det skævt, da det skulle føres ud i livet i hovedstadsområdet.

Konflikten betød nemlig, at man brød med en indarbejdet tradition i sundhedsvæsenet om, at der skal være konsensus om store beslutninger, og at alle aktører skal høres og inddrages. Først og fremmest blev det svært at rekruttere medarbejdere til ordningen, og de medarbejdere, som det trods alt lykkedes at få ansat, var »ikke tilstrækkeligt forberedt og uddannet ved opstart og manglede forståelse for hinandens arbejdsopgaver«, lyder én konklusion. En anden går på, at såvel politikere som embedsmænd har udvist en optimisme i forhold til hvor meget, der kan nås på hvor kort tid, som »er ude af trit med den faktiske virkelighed«.

Kritik fra begyndelsen

Denne »overoptimisme« skinnede også igennem i de orienteringer, som embedsværket gav til politikerne undervejs, og som også kan findes i servicemålene, som sigter efter, at 90 pct. af patienterne skal have besvaret deres opkald inden for tre minutter, og at ingen må vente mere end ti minutter – en målsætning, man indtil videre ikke har været blot i nærheden af at opfylde.

Og for lige at sætte trumf på besluttede man sig desuden for, at det nye system skulle træde i kraft nytårsnat, en af årets travleste, hvilket lige fra begyndelsen udløste beretninger om alenlange ventetider og kaos.

»Det er en halsløs gerning at køre noget i stilling nytårsnat. Kritikken i rapporten er ikke overraskende. Man har ikke været tilstrækkeligt omhyggelige med implementeringen, og så har den jubeloptimisme, man forsøgte at piske op, klart været en fejl. På den måde åbner man jo flankerne for kritik. Store projekter har det med at løbe ind i vanskeligheder, og det kan undre, at man ikke har taget højde for det ved f.eks. at være mere forsigtige med servicemålene,« siger professor i sundhedsøkonomi og -politik Kjeld Møller Pedersen.

Oppositionen i regionsrådet er også stærkt kritisk over for forløbet.

»Det er politikernes ansvar. Deres hastværk dengang betyder, at patienterne også i dag får en dårligere behandling,« siger Mette Abildgaard (K).

Rapporten anbefaler, at man får genskabt dialogen og bilagt striden med de praktiserende læger, og politikere bag ordningen bebuder, at de nu på ny vil tage kontakt til lægernes organisation, PLO.