Syge bliver de vigtigste i valgkampen

Kvaliteten på landets sygehuse står øverst på vælgernes dagsorden, viser Gallup-undersøgelse. Partierne vil falde over hinanden for at love forbedringer af især kvaliteten på landets sygehuse.

Sundhed og sygehuse bliver helt afgørende for, om landets næste statsminister kommer til at hedde Anders Fogh Rasmussen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S). Ifølge en måling, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende, siger hele 86 procent af vælgerne, at partiernes holdning til sundhed og sygehuse har stor eller særdeles stor betydning, når krydset skal sættes.

»Velfærd spiller en så central rolle i danskernes politiske bevidsthed, at ingen partier kan forvente fremgang, hvis ikke de lancerer et velfærdsudspil. Så valgkampen vil blive et stort sammensurium af forslag og løfter om bedre sygehuse, bedre plejehjem, bedre skoler - og forskellene partierne imellem vil blive til at overse,« vurderer professor i statskundskab Jørgen Elklit, Århus Universitet.

Venstres politiske ordfører, Troels Lund Poulsen, ser vælgernes dagsorden som udtryk for en opbakning bag regeringens politik, idet den kommende reform af kvaliteten i den offentlige sektor forventes at indeholde massive investeringer i bl.a. sygehusene. Også Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, er godt tilfreds med målingen.

»Sygehuse er et af de områder, Socialdemokraterne altid har haft højt på dagsordenen. Vi tager meget gerne et valg på det grundlag,« siger Henrik Sass Larsen.