Syg prins Henrik hjem i dag

Prins- gemalens bronkitis tvinger ham til at afbryde det officielle besøg i Sydkorea. Dronningen afkorter den uofficielle del med en dag og rejser hjem i morgen.

Dronning Margrethe må klare de officielle pligter selv. Her er hun på besøg hos Samsung Suwon factory. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Prins Henrik rejser i dag hjem fra Sydkorea, hvor han på grund af bronkitis, der har sat sig på stemmen, har måttet aflyse al deltagelse i Regentparrets officielle besøg, der slutter i dag. Dronningen følger efter i morgen og forkorter dermed den uofficielle del af turen med en dag.

Den 73-årige prinsgemal måtte melde afbud allerede til den officielle og meget pompøse modtagelse i hovedstaden Seoul i mandags og kunne heller ikke ledsage Dronningen på det uofficielle besøg i en keramikerlandsby om søndagen.

Dronningens læge, Niels Dyre Skovgaard, der som altid er med på officielle rejser, ordinerede antibiotika og indlagde senere prins Henrik på militærhospitalet i Seoul, hvorfra Prinsen blev udskrevet i mandags lokal tid. Han var da i bedring, men fik besked på at holde sig i ro på hotellet til den fremskyndede hjemrejse i dag.

Prins Henrik, der med stor beklagelse bl.a. måtte aflyse et besøg på et børnehjem for forældreløse og handicappede børn, fik for nogle år siden en voldsom bronkitis, der medførte, at han holdt op med at ryge og ikke er begyndt igen siden. I januar i år blev han igen ramt af sygdommen.

Almindelig infektion
Akut bronkitis, der næst efter forkølelse er den mest almindelige luftvejsinfektion, skyldes som regel at en virus, der normalt kun giver forkølelse, spreder sig ned i bronkierne, det vil sige luftvejene. Den kan også opstå på grund af en bakterie, samtidig med eller efter en virusinfektion. Symptomerne er ifølge sundhed.dk en hoste, der enten er tør eller ledsaget af slim fra lungerne, og de store luftveje er irriterede. Vejrtrækningen kan blive besværet, og betændelsen kan give feber med dertil hørende træthed og utilpashed.

Infektionen bliver i bronkierne og spredes ikke med blodet rundt i kroppen som ved influenza eller lungebetændelse, og den går som regel over af sig selv efter fire-fem dage, men hosten kan godt fortsætte i flere uger. Akut bronkitis kan smitte, men som regel ikke nær så meget som en almindelig forkølelse.