Sydfynsk borger: »Vandet stiger voldsomt«

Sydfyns borgere holder vejret, mens stormfloden nærmer sig.

Vandet er gået over sine bredder ved Svendborg Havn, og sydfynske borgere melder, at vandstanden stiger hurtigt onsdag aften. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tim Kildeborg Jensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvis det fortsætter i samme tempo, kommer vandet op til sommerhuset,« siger Niels Peder Skov.

Han bor ved vandet på den sydvestlige del af Thurø i Svendborg på Sydfyn og kan snart forvente at få besøg af den stormflod, som lige nu raserer store dele af Danmark.

Niels Peder Skovs eget hus ligger højt, men han holder øje med et sommerhus på vejen, og forventer, at det er et spørgsmål om tid, før vandet når dets husmur, hvis vandstanden fortsætter med at stige i samme tempo.

»Jeg var nede at kigge for en halv time siden, og jeg har lige været nede at kigge igen, og vandstanden er steget næsten 20-30 centimeter på de 30 minutter, så det går stærkt i øjeblikket,« siger Niels Peder Skov, som har taget sine forholdsregler og forsøgt at lukke af med sandsække og presenninger:

»Men jeg tvivler på, at det er nok, for vandet stiger voldsomt lige nu«.

Han skyder på, at vandstanden er 120 centimeter over det normale på nuværende tidspunkt, og derfor regner han heller ikke med at lægge sig til at sove foreløbig. Ifølge DMI kan Det Sydfynske Øhav forvente, at vandstanden stiger med mellem 150 og 180 centimeter.

»Vejens andre huse er ikke umiddelbart i fare, for de ligger højere. Til gengæld kommer skurene i folks haver til at stå under vand,« siger Niels Peder Skov.

Susanne Dyhr bor på Skårupøre Strandvej i Skårup på Sydfyn og har kig til bølgerne fra sit hus. Hun har været nervøs for den varslede stormflod, men oplever, at vandstanden stiger mindre end frygtet.

»Det står lige op til vejbanen nu, men hvis det topper inden for et par timer, tror jeg ikke, at det bliver så slemt, som vi oplevede tilbage i 2006. Heldigvis,« siger Susanne Dyhr.

Dengang nåede vandet helt op til huset, men det er ikke hendes vurdering, at det samme vil ske i aften:

»Jeg tror, at vi slipper med skrækken denne gang,« siger Susanne Dyhr, som dog har brugt eftermiddagen på at sætte bolde i kloakken og toiletterne samt sikre alle løse genstande for en sikkerheds skyld.

Samtidig må onsdag aften tilbringes i mørke og uden TV.

»Sydfyns El har lige været og taget al strømmen. Det har de lært fra sidste gang, hvor alle målekasser på vejen sprang,« siger Susanne Dyhr.

Fyns Politi opfordrer i en pressemeddelelse »kraftigt« til, at fynboer bliver inden døre og holder sig væk fra oversvømmede områder, for »høj vandstand gør det svært eller helt umuligt at se, hvor havnekajen ender og havnebassinet begynder«.

Få seneste nyt om stormflodens færd på Fyn ved at følge linket her: