Sydeuropas politikere i kortere snor

Efter nordisk standard er det endnu relativt ufarligt for sydeuropæiske folkevalgte at fråse med skatteydernes penge. Men krisen har gjort tolerancetærsklen væsentligt lavere.

Tidligere premierminister i Spanien José María Aznar og hans kone, Ana Botella, er blandt de sydeuropæiske politikere, der har misbrugt offentlige midler. i begyndelsen af 00erne fik ægteparret ikke færre end 203 timer til at gå med at lære at spille golf på skatteydernes regning. Fold sammen
Læs mere

BARCELONA: Den spanske delegation gjorde mildest talt ikke nogen heldig figur, da det for nogle uger siden blev afgjort, hvem der skal arrangere OL i 2020. Ikke blot løb Tokyo med legene, mens Madrid for tredje gang i træk fik dumpet sit kandidatur ved den endelige afstemning i Buenos Aires. Borgmester Ana Botella fik desuden udstillet sit skolepige-engelsk samt ikke netop lysende kommunikationstalent under præsentationen af projektet. Og inden det kom så vidt, havde delegationens flere hundrede fortrinsvis konservative politikere i dagevis hygget sig for skatteydernes penge på den argentinske hovedstads bedste hoteller og restauranter.

Den sidstnævnte omstændighed kom sådan set ikke bag på nogen, og når fråseriet har vakt debat, skyldes det især Rafael Nadal. Tennisstjernen havde, mens den Internationale Olympiske Komité holdt hof i Buenos Aires, spillet sig frem til og vundet finalen i US Open, men da det spanske tennisforbund som en ekstra præmie tilbød at flyve ham hurtigt fra New York og tilbage til Europa i et privatfly, takkede han nej.

»Som situationen er for øjeblikket, er det vist ikke lige det rigtige tidspunkt at lade det offentlige betale for mine rejser,« sagde Nadal med henvisning til Spaniens dybe økonomiske krise.

Militærfly og golftimer

Kontrasten til det olympiske frås, der foregik samtidig nede i den anden ende af de amerikanske kontinenter, kunne – måtte også borgerlige debattører erkende – næppe være større. Men ville de mon have udtalt sig lige så forarget om det, hvis den talstærke og madglade OL-delegation havde haft værtskabet med hjem til Madrid sammen med de eksorbitante hotelregninger?

I hvert tilfælde har mange politikeres notoriske misbrug af offentlige midler kun sjældent vakt debat endsige fået konsekvenser hverken i Spanien eller andre sydeuropæiske lande, mens de endnu var i stand til at levere varen i form af arbejdspladser og vækst. Også selv om listen af møgsager er lang og fuld af kendte navne.

Eksempelvis ringede den tidligere spanske vicepremierminister, socialisten Alfonso Guerra, for år tilbage efter et militært transportfly for at lade sig fragte fra sin feriebolig i Portugal til Sevilla med det argument, at der var kø på motorvejen, og at han risikerede at komme for sent til en tyrefægtning. Heller ikke den konservative tidligere premierminister José María Aznar og hans kone – ovennævnte Ana Botella – holdt sig tilbage, da de i begyndelsen af 00erne fik ikke færre end 203 timer til at gå med at lære at spille golf på skatteydernes regning.

Aznars italienske kollega Silvio Berlusconi står dog, ikke overraskende, for det mest himmelråbende eksempel. Han brugte ved flere lejligheder Italiens svar på Airforce One til at flyve sit harem af escortpiger rundt i landet.

Monumental politikerlede

Bunga bunga-transporterne har dog i det mindste ført til en sigtelse for misbrug af offentlige transportmidler ved retten i Rom. Og Aznar valgte såmænd også at efterbetale sine golftimer, da sagen om dem for nylig blev kendt.

Måske såvel politikernes adfærd som omverdenens indtil for nylig overbærende syn på den trods alt er ved at ændre sig under indtryk af krisen. Måske sydeuropæiske journalistkolleger snart ikke længere vil knibe sig vantro i armen, når man fortæller dem om de ofte barske konsekvenser for danske folkevalgte, som har været lidt for friske med kreditkortet.

Endnu er der dog lang vej hjem. For selv om politikerleden ifølge meningsmålinger er monumental, og selv om korruptionssagerne hober sig op i retssystemet, har Sydeuropas politiske partier – såvel de blå som de røde – stadig en tendens til at overfortolke det ellers udmærkede princip om, at man er uskyldig, indtil andet er bevist. Eksempelvis var omkring 100 af kandidaterne ved forrige års spanske parlamentsvalg opstillet til trods for, at de var sigtet eller tiltalt for forskellige former for magtmisbrug og økonomisk kriminalitet.