Sydafrikansk minister: Diamanter fundet i danskers taske

En person ville aflevere en taske til anholdt dansker i Sydafrika. I tasken var to diamanter, siger minister.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sydafrikansk politi fandt to diamanter i en taske, som skulle gives den anholdte hælerisigtede dansker i sagen om svindel for 111 millioner kroner.

Det har den sydafrikanske minister for politiet, Bheki Cele, oplyst på et pressemøde tirsdag. Det skriver Ekstra Bladet, og oplysningerne fremgår også af den sydafrikanske regerings hjemmeside.

Den hælerisigtede blev anholdt i Sydafrika tirsdag i sidste uge. Senere samme dag blev tasken ifølge de sydafrikanske myndigheder forsøgt afleveret på politistationen af en partner til den sigtede, oplyser ministeren.

Ved anholdelsen blev der desuden konfiskeret 5000 sydafrikanske rand fra den hælerisigtede. Det svarer til 2200 kroner.

Bheki Cele oplyser desuden, at der blev fundet kontanter hos den svindelsigtede, der blev anholdt i Johannesburg mandag. 648.700 sydafrikanske rand i kontanter blev konfiskeret - hvilket er cirka 291.000 kroner.

I svindelsagen sigtes den hovedmistænkte for at have stjålet mindst 111 millioner kroner fra Socialstyrelsen, mens hun arbejdede der.

Den anholdte mand sigtes for at have haft en hovedrolle i at bruge pengene. Sigtelsen går på hæleri af særlig grov beskaffenhed. Han har tidligere udtalt til Ekstra Bladet, at han nægter sig skyldig.

Den sydafrikanske minister slog på tirsdagens pressemøde fast, at Sydafrika ikke er et fristed for kriminelle.

»Anholdelser af denne slags er også en advarsel til alle andre folk, som begår forbrydelser og søger tilflugt i vores land: Sydafrika er ikke et sikkert himmerige for kriminelle,« siger Bheki Cele.

/ritzau/