Svoger dømt til døden for drab på danske Tahira

For godt et år siden blev den danske statsborger Tahira Tabassum skudt af sin svoger i Pakistan. Drabet blev betegnet som et æresdrab. I går blev drabsmanden dømt til døden ved retten i Pakistan.

Klassebillede 1987/1988 på Frederiksborg Byskole i Hillerød: Tahira Tabassum, der sidste år blev æresdræbt af sin mands bror, står ved siden af sin lærer gennem alle årene, Jørgen Kruse yderst til venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den dansk-pakistanske kvinde Tahira Tabassum blev kun 31 år gammel.

Midt om natten den 19. juni sidste år blev hun skudt i hovedet og brystet af sin svoger i landsbyen Kharian i Pakistans Punjab-provins. Dræbt for øjnene af sine to små døtre. Og i lørdags blev regnskabet gjort op for Tahiras drabsmand – han blev ved retten i Kharian dømt til døden.

Drabet på Tahira blev hurtigt beskrevet som et æresdrab, bestilt af Tahiras ægtemand og udført af hans lillebror. Drabsmanden erkendte selv over for det lokale pakistanske politi, at han havde slået Tahira ihjel på grund af ære, fordi hun ikke havde pareret ordrer. Der gik samtidig rygter om utroskab, og hendes familie spekulerede også i, om drabet var hævn for, at Tahira ikke kunne føde sin mand raske drengebørn.

Politiet i Pakistan afviste til at begynde med spekulationerne om æresdrab, og endnu et motiv blev luftet – med en far, der er taxavognmand i København, var Tahira ganske velhavende, og drabet kunne være svigerfamiliens forsøg på at få fingre i hendes formue.

Ifølge flere personer med kendskab til situationen i Pakistan kunne afvisningen af et æresrelateret drab imidlertid hænge sammen med, at æresdrab generelt bliver set på med milde øjne i Pakistan. Men lørdagens dom over Tahiras svoger, Faisal Bashir, vidner om, at retten i Kharian trods alt ikke har set med milde øjne på hans gerning. Udover dødsdommen, der skal eksekveres ved hængning, skal han betale Tahiras familie 200.000 pakistanske rupees, hvilket svarer til cirka 13.200 danske kroner.

Udover den nu dømte blev tre andre mænd oprindeligt fængslet i Pakistan, mistænkt for at have spillet en rolle i drabsplanerne – det var Tahiras svigerfar, endnu en svoger og et tredje medlem af hendes ægtemands familie. Disse tre mænd har også været for retten, men blev alle frifundet.

Udskiftning af dommere
Retssagen i Pakistan har været længe undervejs, blandt andet på grund af udskiftning af dommere og modstridende udsagn fra de to centrale øjenvidner. Den dødsdømte Faisal Bashir har anket dommen til Pakistans højesteret, og også Tahiras familie udtrykker utilfredshed med dommen. Hendes kusine, Samara Ahmed, der bor i England udtaler til Berlingske Tidende, at hun ikke er tilfreds.

»Den egentlige drabsmand er stadig på fri fod,« siger hun med klar henvisning til Tahiras ægtemand, der dog har været anholdt af dansk politi.

Det skete få dage efter drabet. Han var tilbageholdt i tre dage, men blev løsladt igen, da det ikke lykkedes for politiet at få oplysninger fra Pakistan, der kunne begrunde en varetægtsfængsling, forklarede drabschef Ove Dahl i juli sidste år.

Senere er sagen overgået til Statsadvokaten for Særlige Internationale Straffesager, der for nylig oplyste til Berlingske Tidende, at de pakistanske myndigheder ikke har udsendt en international arrestordre på Tahiras ægtemand, selvom de flere gange har givet udtryk for, at det ville ske. Desuden har dansk politi adskillige gange forgæves forsøgt at få oplysninger i sagen – både via den nordiske forbindelsesofficer i Pakistan og senest via det pakistanske National Crisis Bureau, der blev oprettet i kølvandet på terrorangrebet på Hotel Marriott i Islamabad.

Tahira var dansk statsborger. Hun var født og opvokset i Danmark, havde gået i skole i Hillerød og boede indtil tre år før sin død i et pænt kvarter i Husum med mand og to børn. I 2005 rejste hun og de to døtre til Pakistan for at bo hos svigerfamilien i landsbyen Kharian. Drabet sendte dengang chokbølger gennem Danmark. Dansk Folkeparti og oppositionen krævede handling fra regeringen, og flere organisationer kom på banen og løftede sløret for, hvor magtesløse danske myndigheder er, når piger eller kvinder med anden etnisk baggrund sendes til familiens hjemland og går grusomme skæbner imøde.