Svinedanmark

For hver gang en dansker dør, må 390 dansk opdrættede svin lade livet. Når slagterierne i Danmark kører på fuld tryk, tømmer vi omkring 8.500 grise for blod i timen. 140 i minuttet. To en halv gris i sekundet. Tik-tak, tik-tak. Historien om julesylten, flæskestegen og Danmarks eksporteventyr er også en historie om en virkelighed, vi ofte fortrænger. En historie om død.

Landmand Michael Nielsen avler slagtesvin, der bliver solgt videre til danske svineproducenter. Her ses de små spidse tænder på de nyfødte pattegrise. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde

De kalder den for »elevatoren«. At kalde den for »gaskammeret« ville skabe uheldige associationer. Men det er ikke desto mindre, hvad det er.

I hold på seks til otte ad gangen bliver grisene skubbet ind i elevatoren og sænket ned i gasdybet, hvor kuldioxid i en koncentration på mellem 80 og 90 procent får grisene til at miste bevidstheden. I den anden ende af den blanke, summende ståltank ruller svinene et par minutter senere ud som tunge kartoffelsække. Livløse og uden reflekser, men stadig med bankende hjerter.

De 100 kilo tunge kroppe hænges derefter op i kroge i bagbenene og trækkes via kæder i loftet til aflivningen, hvor en slagteriarbejder i en sø af blod stikker grisene dybt i halsen med en kniv forbundet med en slange. Han arbejder som en robot. Ansigtet er udtryksløst. Hans gummihandsker er plasket til i blod. Han har gjort det titusinder af gange før. Det er bare et kedeligt rutinejob: Stik, tappe blod, næste. Stik, tappe blod, næste. Slagteriet har sin egen ubønhørlige rytme.

Før grisene når at komme til bevidsthed, er deres kroppe tømt for blod, og deres svinehjerter holder op med at slå. En efter en kommer de bevidstløse grise rullende hen mod deres endeligt til lyden af slagteriets rytmiske maskinlyde. Mekanisk, effektivt og meget, meget blodigt. Så blodigt, at den søde stank vibrerer i næseborene.

Klokken er 12.30 på Danish Crown i Odense denne torsdag i december. Dagholdet har været i gang siden kl. 6. På lystavlen står der 3.866. Sekundet efter skifter den til 3.867. Og lidt efter til 3.868. Slagteriarbejderne her i Odense holder det forventede høje akkordtempo på 600 grise i timen. Ti i minuttet. En hvert sjette sekund.

Sådan er hverdagen i Danmark. Historien om Danish Bacon, om flæskestegene, medisterpølserne og skinkerne i supermarkedets kølediske er også en fortælling om en virkelighed, vi ofte fortrænger.

Der findes næppe noget land i verden, der har så stor en animalsk produktion i forhold til indbyggertallet som Danmark. Fra mink til fjerkræ, fra køer til grise. Ikke mindst grise. Man kan også sige det på en anden måde. Der er næppe noget land i verden, hvor man slår så mange kilo dyr ihjel pr. indbygger som i Danmark.

I fjor satte Danmark rekord i svineslagtninger. Knap 23 millioner svin blev produceret, som det hedder, og heraf blev de 21,6 millioner, 700.000 flere end året før, slagtet på dansk grund.

Når de danske svineslagterier arbejder på højtryk i dagtimerne, mister ca. 8.500 grise livet i timen. 140 i minuttet. To en halv gris i sekundet. Det er vanvittig effektivt - en ren pengemaskine.

Danmarks suverænt største slagterivirksomhed, Danish Crown, eksporterer for over 30 milliarder kroner kød om året. Det er 7,3 procent af den samlede danske vareeksport eller over halvdelen af den samlede danske landbrugseksport. Og det meste er grisekød. Det er grisen, der har lagt grunden til vort velfærdssamfund. Dansk svinekød er ensartet, sygdomsfrit og kan leveres i nøjagtig den udskæring og i den kvalitet, som importørerne i 140 lande verden over måtte efterlyse. Derfor er Danmark verdens største svineeksportør. Vi producerer fem gange så meget svinekød, som vi selv spiser.

Der er imidlertid et forunderligt levende væsen, et højt udviklet og lærevilligt pattedyr, bag de mange udskæringer. Men i en verden, der handler mere om økonomi, produktionsstyring og avlsteknikker end om dyrevelfærd, får dette levende væsen aldrig mulighed for at udfolde sig på sine egne betingelser. Sådan er det bare, når alt skal måles i kroner og øre.

Når grisen har nået slagtevægten på cirka 100 kilo er den bare fire en halv måned gammel. Så skal den dø. Med mindre den er en god so og skal lave pattegrise i lange baner. Inden da har hele dens liv handlet om at øge sin egen vægt så hurtigt som muligt og på så lidt plads, som loven tillader.

Netop i disse tider er danske svineproducenter ved at nå et mål, de har forfulgt i mange år: at blive i stand til at øge grisens vægt fra den vejer 30 kilo med et kilo om dagen. Mange har allerede nået målet. Jo hurtigere, det går, desto flere penge sparer producenterne. For 50 år siden skulle en dansk gris æde løs i seks måneder for at nå slagtevægten. I dag når grisen samme vægt seks uger tidligere. På det tidspunkt er den ikke engang kønsmoden endnu.

Svinefarmer Kristen Pilegaard fra Vigerslev på Nordfyn er en god svinefarmer. Han producerer 20.000 svin om året. Halvdelen som slagtesvin, og den anden halvdel i form af salg af levende smågrise. På Danish Crown i Odense er de glade for ham og hans grise, for han leverer en god kvalitet med meget få syge grise imellem. Underforstået, at det gør langt fra alle producenter.

Berlingske Søndag besøger Kristen Pilegaard en morgen, hvor han skal levere 180 grise til slagtning. Han er stolt af sine grise, af deres kvalitet, men han har ikke noget personligt forhold til dem, erkender han. Det er også fuldstændig umuligt, når han har adskillige tusinde gående af dem på en gang. Det er ikke for meget at kalde det en grisefabrik.

Den enkelte gris har derfor ikke nogen »identitet«. Den er en fuldstændig anonym gris, som dog et par dage før slagtningen får hakket nummeret »23015« ind i låret med et stålstempel. Det er Kristen Pilegaards leverandørnummer, så de på slagteriet kan aflæse vægten og mængden af netop hans svin.

I hans moderne, langstrakte svinestalde, hvor byfolk som eksempelvis københavnerjournalister lulles ind i en ram lugt af gylle og grisehormoner, kan man følge grisen i alle dens faser.

Her er nyfødte pattegrise. Her er smågrise på fire uger, der lige er blevet taget fra deres mødre. Her er slagtegrise på godt fire måneder, her er store, brunstige, stinkende orner og her er et stort antal fikserede 200 kilos søer. Enten er de drægtige eller også ligger de prustende og lænket på et minimalt areal, der lige netop levner plads til, at deres små pattegrise kan vimse rundt om patterne på dem. Hvis søerne havde mere bevægelsesfrihd, ville der være risiko for, at pattegrisene kunne komme ind under dem og blive klemt til døde.

Kristen Pilegaard synes, at hans grise har det godt. De har ganske vist ikke noget rodemateriale, som adfærdsforskere ellers anbefaler, idet grise har et medfødt instinkt for at rode og skabe sig et leje.

»De går på spalter for at effektivisere produktionen. Det handler om management,« som han siger. Effektiviseringen ligger i, at grisenes afføring forsvinder ned gennem revner i gulvet til nogle store gylletanke.

Desuden kapper han og hans folk halen af grisene, når de er et par dage gamle, for at de ikke skal gå og bide hinanden til blods, og mange af grisene har kun netop den minimumplads, som loven foreskriver. Og det er ikke meget. Fire-fem kvadratmeter til 15 smågrise.

Til gengæld har Kristen Pilegaard sprinklere overalt, så han kan afkøle sine grise og give dem større velbehag i perioder med varmt vejr. Og dødelighedsprocenten er lav, understreger han. 10-11 procent af hans grise dør, før de sendes til slagtning, og det er mindre end mange andre svineproducenter kan præstere. De fleste grise dør før fravænningen, hvilket vil sige i perioden, før de som fire uger gamle kræ bliver taget fra deres mødre.

På den grå cement ved bagenden af flere af de tykke, diende søer ligger der da også en eller flere døde, lyserøde pattegrise. Medhjælperne i staldene har endnu ikke haft tid til at smide dem bort. Søerne har ingen mulighed for at undersøge deres afdøde afkom, for de kan umuligt vende sig om på den trange plads. Måske er de ikke engang klar over, at nogle af deres pattegrise er døde.

Kristen Pilegaard trækker på skuldrene. »Sådan er naturens gang,« siger han.

Nu ankommer vognmand Ulrik Eriksen i sin store dobbeltdækkerlastbil, der er specielt konstrueret til grisetransport. Den kan lige netop tage dagens høst på 180 grise, fordelt på to lag a 90 grise. Det skaber travlhed på farmen.

Kristen Pilegaard og hans medhjælpere går i gang med at genne slagtegrisene gennem en fold til lastvognen, der holder ude i den fugtigkolde decemberluft. De slukker lyset i staldgangen, for grisene går automatisk mod dagslyset i portåbningen.

For første og eneste gang i deres kortvarige liv kommer grisene ud under åben himmel. Det er tydeligvis et stort og dramatisk øjeblik for dem. De er forvirrede, snuser til alt det nye og giver et skrig fra sig, hver gang de får et hårdt slag i bagenden af en medhjælper for at gå videre. »Kom så, Øffe!«.

Med dampen stående ud af trynerne tramper de videre i halen på hinanden gennem deres egen afføring og op i lastbilen, hvor Ulrik Eriksen genner dem ind i små folde a 15 svin. Fire-fem minutter ude i naturen bliver det til for hver enkelt gris.

Kristen Pilegaard giver et spark til en særlig langmodig gris og begynder så at tælle efter på journalistens spørgsmål. »Det er penge, der går her,« siger han med et glimt i øjet og fortsætter:

»180 grise. De har en slagtevægt på ca. 75 kilo stykket. For tiden får jeg kun otte kr. pr. kilo, så her går i alt for omkring 108.000 kr.«

108.000 kr. vandrer modstræbende og med slag i bagenden ind i lastvognen. Om et par timer er denne gryntende portion på cirka 18.000 kilo levende pattedyr tappet for blod og indvolde og i gang med at blive opskåret på langs af avancerede danskudviklede robotskæremaskiner.

Vognmand Ulrik Eriksen har kørt med grise siden kl. 3 samme morgen. Kristen Pilegaards grise er dagens sidste læs, så han kommer op på sammenlagt 749 grise i løbet af denne arbejdsdag. Under den 15 minutter lange tur ind til Danish Crown i Odense centrum kører Ulrik Eriksen overordentlig forsigtigt, især i rundkørslerne.

»Hvis vognen hælder for meget, så rutcher alle svinene over i den ene side, og så kan de brække benene,« siger han. Kun enkelte gange under turen kan man høre lidt grynten fra de to lag grise bagved.

Ulrik Eriksen må køre op til otte timer i træk med en ladning grise, fordi han har sprinkleranlæg til at køle grisene ned med. Havde han ikke det, måtte han kun køre i fire timer. Han ryster på hovedet, da journalisten minder ham om de TV-udsendelser, der har været om de såkaldte »dødsrejser« til Italien med heste.

»Det er jo det rene dyrplageri. Det har intet at gøre med den måde, vi transporterer grise på,« siger han, mens han svinger lastvognen ind ad indkørslen til Danish Crown.

Det ser ud til, at han har ret. Da ladporten åbnes, ligger de fleste svin ned og hviler sig. De har tilsyneladende taget rejsen ret roligt.

Nu er der en times tid, til de skal dø.

»Blodgang« står der med røde, digitale bogstaver. Det er her, grisens sidste rejse begynder. En næsten fuldstændig automatiseret proces, stort set uden menneskelig indblanding.

Efter et kortvarigt ophold på en time eller to i slagteriets stald bliver grisene ledt over på blodgangen. På slagteriet i Odense har de netop fået installeret et nyt, smart system - »en automatisk drivgang med kobling« - der forsigtigt kan lede seks-otte grise ad gangen hen mod »elevatoren«.

Forinden har dyrlæger kontrolleret svinene og taget de synligt syge eller svækkede dyr bort. En svag gris ligger på gulvet og gisper efter vejret. En slagteriarbejder kommer hen og hiver grisen hårdt i ørene for at få den til at gå selv. Det hjælper ikke meget. Han går bort og kommer lidt efter tilbage med en stor gribetang til elektrisk bedøvelse. Med et snuptag holder han grisens hoved fast med tangen og bedøver den med en kraftig elektrisk ladning. Grisen kollapser. Så slæber han den bort.

Imens er grisene med Kristen Pilegaards leverandørnummer »23015« på vej ind i elevatoren. De ser højst en smule forundrede ud, mens de langsomt bliver ført op ad blodgangen og hen mod den summende elevator. Der var engang en meget omtalt dansk dokumentarudsendelse om svineslagtning med titlen »Kun skriget bliver tilbage«. Men her er ingen skrig, ingen protester. Kun enkelte grynt.

Det er under omstændighederne rart for en gris at kunne følges med fem, seks eller syv af sine ligesindede. Grise er flokdyr. De fleste danske slagterier benytter et andet og ældre system, hvor kun en eller to grise ad gangen kan kan komme ind i gaselevatoren. Og så er det oftest kun hylende og modstræbende og med elektriske stød i bagen, at de tør nærme sig elevatoren. Ikke at grisene aner, hvad der skal ske. Men her i Odense kan de gå samlet i døden, og det er meget lettere for alle parter.

Elevatoren består, med et udtryk lånt fra Tivolis ballongynger, af seks gondoler og en seks-otte meter dyb skakt med kuldioxid i en koncentration på godt 80 procent. Hver gondol kan tage otte grise, så op til 48 grise ad gangen kan befinde sig i dette rullende gaskammer. Der er ingen fare for mennesker, for kuldioxid er en tung gasart og bliver derfor i dybet.

I elevatoren er der altid to gondoler i topposition. Det vil sige en gondol, hvor de levende grise bliver puffet ind og en gondol på den anden side, hvor de bevidstløse grise bliver tippet ud. Så er der to gondoler i mellemposition, hvor gaskoncentrationen er lavere end i bunden. Og endelig er der konstant to gondoler dybest nede i den højkoncentrerede gas, der næsten øjeblikkeligt bedøver grisene.

Ifølge dyrlæge og forsker ved Slagteriernes Forskningsintitut, Steffen Holst - en af Danmarks førende eksperter i bedøvelse og aflivning af svin - er det forbundet med et vist ubehag for grisene at indånde kuldioxid i høj koncentration. »Det prikker i halsen,« siger han. Men han tilføjer også, at anvendelse af kuldioxid er den mest effektive og humane måde at bedøve grise på.

Indtil omkring 1960 anvendte man elektrisk bedøvelse af grise herhjemme. Grisene fik simpelthen på skift en stærkstrøm på 1,3 ampere gennem hovedet og hjernen, hvilket er umiddelbart bedøvende. Fordelen ved den metode, som stadig anvendes mange steder i Sydeuropa, er, at den er billig og nem at have med at gøre. Ulempen er imidlertid, at hvis man ikke er meget præcis, når man anbringer elektroderne på grisen, så lammer man kun dyret uden egentlig at bedøve det, hvorved det lider meget. Af samme årsag gik man i 1960erne over til at anvende den amerikansk udviklede metode med anvendelse af narkosegassen kuldioxid.

Grisene er i gaselevatoren i op til to et halvt minut ad gangen, heraf cirka et minut i bundpositionen. Når de tippes ud af elevatoren, er grisene dybt bedøvede. Det vil sige, at de ikke har regelmæssigt åndedræt, at de ikke har reflekser, at de virker livløse som kartoffelsække.

»Man kan imidlertid godt acceptere enkelte overfladiske gisp, og at under fem procent af grisene har hornhinderefleks efter bedøvelsen. Men alle andre reflekser skal i princippet være væk,« siger Steffen Holst, der under stort anlagte forsøg har undersøgt virkningen af kuldioxid på grise.

Hans forskning viser blandt andet, at en koncentration på 90 procent kuldioxid giver den hurtigste bedøvelse. I Odense er koncentrationen på godt 80 procent.

Straks grisene er tippet ud af elevatoren med et dumpt bump, bliver de hængt op i det ene bagben og trukket via et kædesystem hen til stikningen. Denne proces bør gå stærkt, for ellers vågner grisene op af deres bedøvelse, før de bliver stukket i halsen og tappet for blod. 90 sekunder. Meget mere har man ikke. Som regel går det da også hurtigere, men der kan opstå fejl i systemerne med produktionsstop til følge, og så kan grisene risikere at vågne op og begynde at sprælle.

Af samme årsag har alle slagterier et nødsystem med en boltpistol på blodgangen, som man kan skyde ind i panden på grisene. Det 12-14 cm dybe hug fra en boltpistol læderer øjeblikkeligt hjernen og skaber voldsomme kramper, før dyret ligger helt død og stille.

Men da fire-fem grise - det kunne være Kristen Pilegaards - kommer ud af elevatoren på Danish Crown i Odense, bliver produktionsgangen stoppet kortvarigt. Der er sket en mindre teknisk fejl. De bedøvede svin hænger i loftet umiddelbart før afblødningen. Sekunderne går. En enkelt af de ophængte grise giver pludselig et lille spjæt fra sig.

Slagteriarbejderen, der står for stikningen, tager en kniv og går rutinemæssigt hen til svinene og stikker dem en efter en i halsen, så blodet sprøjter ud på gulvet og hen over hans gummistøvler. Så går han roligt tilbage, og kort efter begynder fabrikken igen at rulle i sin egen rytme af kroppe og kød på evig vandring.

Når slagteriarbejderen stikker grisen, fører han kniven ind i forreste del af brystindgangen og ned mod hjertet. Grisens blodtryk falder med det samme, og efter 15 til 25 sekunder har den mistet så meget blod, at hjernen kollapser af iltmangel, og grisen dør. Under normale omstændigheder opsamles omkring tre fjerdedele af blodet, der bl.a. kan forarbejdes til proteinpulver. På årsbasis løber over 100 millioner liter blod ud af svin på danske slagterier. Det er 100.000 ton griseblod.

Efter stikningen kommer de døde grise på en syv-otte minutter lang svømmetur i et kar med 61 grader varmt vand, hvilket steriliserer svinene og løsner deres hår. Derfra går det videre gennem en slags enorm tørretumbler og et piskestativ, der støder hårene af grisene. Så bliver grisene kortvarigt svidet i en kolossal gasovn, hvor store flammer slikker op ad deres kroppe.

Nu er grisene klar til at forlade »den sorte slagtegang« for at ankomme til »den rene slagtegang«. Her deles kroppene på langs, indvoldene tages ud og svinene bliver lagt på køl, før de forarbejdes til skinker, flæskestege, pølser og bacon. Uhyre effektivt og en ren pengemaskine.

På Danish Crown i Odense har de en produktionskapacitet på 36.000 svin om ugen. På svineslagteriet i Ringsted kan de klare 50.000 svin om ugen. Men om et par år åbner koncernen Danmarks største svineslagteri i Horsens med en ugekapacitet på 75.000 svin.

Svinene dør i Danmark i samme takt som urets tikken. I dagtimerne 8.500 grise i timen, 140 i minuttet, to en halv gris i sekundet. Tik-tak. Tik-tak.

Danmarks store eksportmaskine, grundlaget for vort velfærdssamfund, ruller deruda'.