Svindlere udnytter frygten for coronavirus: Dansk firma ramt af grov svindel

Dansk firma er offer for svindlere, der udnytter frygten for coronavirus til at sælge mundbind, som aldrig bliver leveret. Firmaet har politianmeldt sagen, men kritiserer myndighederne for ikke at gøre noget.

Der er på grund af coronavirus mangel på mundbind i hele verden. Svindlere bruger nu et dansk firmas identitet til at sælge mundbind, som aldrig bliver leveret. Billedet er fra Libanon, der også er ramt af coronavirus. Nabil Mounzer/AFP/Ritzau Scanpix

Den danske netbutik procare.dk, som sælger ergo- og fysioterapeutisk udstyr til det professionelle marked, får dagligt henvendelser fra købere over hele verden, der efterlyser mundbind, som de tror, at de har købt via virksomhedens hjemmeside.

Men dybt frustreret må procare.dk, der har adresse i Roskilde, hver gang meddele, at udenlandske internetsvindlere udnytter dem til et storstilet svindelnummer.

»Den første henvendelse fik vi en formiddag i uge syv, da to meget velklædte kinesiske kvinder i en stationcar mødte op i firmaet for at afhente mundbind for 9.000 euro. Jeg måtte som virksomhedens direktør fortælle dem, at de desværre havde været udsat for et svindelnummer. Vi forhandler slet ikke mundbind. Siden er andre mødt op for at afhente varer, ligesom vi har fået mails og telefonopkald fra kunder, som er blevet snydt, og vi opfordrer folk til at politianmelde det,« siger Tim Bang, direktør i procare.dk.

Det er forfærdeligt, at man har stjålet vores identitet helt ned til adresse og CVR-nummer.

Kunderne – det drejer sig både om hospitaler og privatpersoner – har købt mundbind i netbutikken procareaps.com, som har samme navn, adresse og CVR-nummer som procare.dk, som slet ikke forhandler mundbind. Og køberne får aldrig leveret deres varer.

»Det er forfærdeligt, at man har stjålet vores identitet helt ned til adresse og CVR-nummer,« siger Tim Bang.

Han anmeldte sagen til det danske politi 6. februar, men først torsdag i denne uge, efter tre uger, sendte politiet sagen videre til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).

Heller ikke Erhvervsstyrelsen, som Tim Bang har henvendt sig til, var behjælpelige før 13. februar, da man blev klar over, at et registreringscertifikatet udstedt af Erhvervsstyrelsen var blevet forfalsket. Siden har Erhvervsstyrelsen også underrettet Skat om svindelnummeret med henvisning til politianmeldelsen for dokumentfalsk – men stadig er intet sket.

»Så sent som i onsdags blev vi kontaktet af et speditionsfirma, som skulle sende mundbind for 2,4 millioner euro til en kunde i Thailand, der havde bestilt dem fra svindelsiden. Det svarer til næsten 18 millioner danske kroner, men alligevel gør myndighederne ingenting,« siger Tim Bang.

Han er rystet over, at de danske myndigheder ikke har reageret på sagen.

»Det er forfærdeligt, at man i en situation, hvor der er mangel på mundbind i hele verden, laver sådan et nummer og udgiver sig for at være os. Når kunder spørger om firmaets økonomi, sender man vores forfalskede dokumenter afsted – blandt andet dokumenter fra Erhvervsstyrelsen og dokumenter om maskernes kvalitet,« siger Tim Bang.

Bombe under e-handel

Procare samarbejder med det danske firma, WEB2MEDIA, der rådgiver om digital markedsføring, og sammen opfordrer de to virksomheder danske politikere til at arbejde for internationale regler på området.

»Det er en potentiel bombe under international e-handel, at man kan slippe afsted med den slags uden øjeblikkelig offentlig indgriben. Når en svindelside har en udenlandsk udbyder, som det er tilfældet her, kommer den danske lovgivning til kort. Vi må have nogle internationale sanktioner,« udtaler WEB2MEDIAs direktør, Kim V. Jørgensen, i en pressemeddelelse.

Der findes ikke et internetpoliti i Danmark, hvor man kan gå hen med sådan noget og få lukket for den slags svindel.

Danske myndigheder har ikke juridisk grundlag for at lukke den falske hjemmeside, fordi det er en international .com-side. Den danske netrådgiver har uden held forsøgt at få den amerikanske udbyder GoDaddy til at lukke svindelsiden, men den amerikanske virksomhed afviser ønsket.

»Vi har selvfølgelig fået blacklistet svindlerne på alle kanaler og været i kontakt med deres amerikanske hostingudbyder, men så længe hostingselskabet GoDaddy afviser det som en copyright-sag med misbrug af navn, fortsætter bedrageriet ufortrødent,« siger Kim V. Jørgensen, WEB2MEDIA.

Problemet er, at nettet i denne sammenhæng er det vilde vesten, siger Tim Bang:

»Vi har prøvet at skrive alle mulige steder hen, uden at vi har fået hjælp. Der findes ikke et internetpoliti i Danmark, hvor man kan gå hen med sådan noget og få lukket for den slags svindel. Det er grotesk, at man kan stjæle et firmas identitet og køre videre uge efter uge.«