Sverige slår hårdere ned på khat

Politikere, anklag-ere, politiet og bekymrede svensk-somaliere har presset de svenske domstole til at slå hårdere ned på smugling af khat, som man mener har været stærkt undervurderet.

En købmand sælger khat i en lille butik i det somaliske kvarter Eastleigh i Kenyas hovedstad, Nairobi. Khad bliver i stor stil smuglet til Danmark og Sverige, og ifølge PET lukrerer bl.a. terrorgruppen al-Shabaab på indtægterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

STOCKHOLM: Både en række myndigheder og engagerede svensk-somaliere fik for få år siden nok af den omfattende indsmugling af khat fra Danmark, og efter pres fra ikke mindst anklagemyndighedens side er de svenske domstole begyndte at straffe markant hårdere.

Bl.a. er grænsen for, hvornår en khat-kurér begår en grov narkotikaforbrydelse, rykket fra 400 kg til 200 kg, og i det hele taget er det lykkedes at overbevise domstolene om, at khat har været stærkt undervurderet, siger chefanklager Astrid Eklund ved rigsanklagemyndigheden, der er en af dem, der er gået forrest i kampen for at skabe opmærksomhed om problemet.

»Vi fik for nogle år siden til opgave at forsøge at bedømme forskellige narkotika i forhold til hinanden, men i forhold til khat fik vi hurtigt et indtryk af, at vores viden var meget mangelfuld,« siger Astrid Eklund:

»Det viste sig f.eks, at vi fejlagtigt gik ud fra, at 250 gram khat svarede til en dosis, mens det i realiteten snarere var 25 gram, og det er meget vigtigt, eftersom domstolene vurderer grovheden af en smuglers forbrydelse efter antallet af doser og dermed antallet af mennesker, det vil berøre,« fortsætter hun.

De 250 gram svarer til, hvad en misbruger gennemsnitligt tygger om dagen, men undersøgelsen viste, at virkningen allerede sætter ind ved et mindre »bundt«, som det tager en halv times tid at komme igennem.

Arresten ofte proppet

Og anklagemyndigheden har ikke været alene om at råbe vagt i gevær.

Politi og toldvæsen satte sidste år rekord med 10,3 ton beslaglagt khat ved Øresundsbroen, i Malmø er arresten ofte proppet med khat-smuglere, og man mener, at der transporteres flere hundrede ton over grænsen årligt.

En række sociale myndigheder og engagerede personer i det svensk-somaliske miljø har desuden påpeget, at khat ikke blot kan give misbrugeren problemer som angstanfald, aggressivitet og søvnbesvær, men desuden har store sociale konsekvenser for det svensk-somaliske miljø som helhed.

Alt i alt har det fået domstolene til at reagere, mener Astrid Eklund.

»Det tager tid at ændre praksis, og det kræver beviser, men specielt ser vi i dag hårdere straffe ved de grove tilfælde med store mængder, og opstramningen har også ført til længere fængselsstraffe for mindre, khat-relaterede forseelser,« siger hun.

»Vi kan selvfølgelig ikke stoppe smuglingen af khat ved bare at straffe hårdere, men vi sender et signal til både de unge kurérer og misbrugere om, at vi tager det lige så alvorligt som andre former for narkotika,« siger Astrid Eklund.