Sverige lemper rejseregler og åbner for fuld Bornholm-transit

Personer, der vil rejse til og fra Bornholm, får fra mandag mulighed for at rejse mellem Ystad og Rønne.

 
Danmark er lukket ned, mens de første danskere er blevet vaccineret mod coronavirus. Få overblikket over seneste nyt om situationen her. Video: Ida Marie Odgaard, Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne, Sarah Sander. Fold sammen
Læs mere

Mandag åbner den svenske regering for transit for rejsende til og fra Bornholm via Ystad og Rønne. Det oplyser både den svenske og danske regering.

Transportminister, Benny Engelbrecht (S), erklærer sig glad for, at der endelig er fundet en løsning.

»Det er rigtig godt, at det nu er lykkedes at få den svenske regering til at åbne for fuld transit til Bornholm. Det har været en meget vigtig sag for regeringen, og der er på alle niveauer blevet presset på.«

»Bornholm er en del af Danmark, og derfor er det ikke kun et spørgsmål om, at der har været god kapacitet på de andre færgeruter og på fly. Nu får vi den normale drift på den foretrukne rute igen, men anbefalingerne om at se så få som muligt og passe godt på gælder stadig.«

Sverige har ellers indrejseforbud for rejsende fra Danmark. Det blev indført grundet smittespredning med den britiske coronavariant.

Efter indrejseforbuddet blev indført i december, vakte det en del problemer for bornholmere og andre rejsende, at de ikke kunne tage færgen mellem Ystad og Rønne.

Undtaget var dog svenske statsborgere.

Benny Engelbrecht kaldte det dengang en »alvorlig situation«. Han forsikrede om, at man ville følge op på muligheden for at lave en transitløsning. Den er altså kommet nu.

Også Flemming Møller Mortensen, der er minister for nordisk samarbejde, er glad for løsningen.

»Jeg har igennem hele processen haft en god og konstruktiv dialog med min svenske kollega for at imødegå de udfordringer, som følger grænserestriktionerne.«

»Den tætte dialog kommer til at fortsætte. Det er helt afgørende for mig, at vi også fremover fastholder et godt dansk-svensk samarbejde,« siger han i en kommentar.

Berlingskes nyhedsvarsel

Et nyhedsvarsel dækker over en pludseligt opstået historie, hvor Berlingske ikke nødvendigvis har alle oplysninger med det samme. Vi opdaterer historien, så snart der er flere informationer. Derfor er det en god idé at vende tilbage til historien om kort tid.

/ritzau/