Sverige: Dansk H1N1-strategi ok

Svenskerne vil vaccinere alle mod H1N1. Men der er ingen kritik af Danmark, som "kun" har købt vaccine til 1,55 millioner danskere.

Et tysk laboratorium tester for H1N1. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jochen Lübke
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke kun USA, der forbereder et intensivt vaccinationsprogram mod influenza H1N1 – også kaldet influenza A - der skal tilbydes mindst halvdelen af befolkningen. I Danmarks nabolande går man endnu videre og har bestilt vaccine nok til at kunne vaccinere hele befolkningen om nødvendigt.

I Sverige har man således bestilt 18 millioner portioner influenzavaccine hjem, nok til at vaccinere hele befolkningen de to gange, der er nødvendige for at få en effektiv smittedækning – og Norge følger samme strategi.

Men det får ikke de danske myndigheder til at ændre på den allerede vedtagne beredskabsplan, der indebærer, at kun mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen vil blive tilbudt vaccine.

Det skyldes ifølge Sundhedsstyrelsens vurdering, at Influenza H1N1 "for langt de fleste vil forløbe som en relativt harmløs infektion, der giver feber og muskelsmerter samt få dage i sengen, men dernæst vil man være rask igen. Ligesom ved almindelig sæsoninfluenza vil vaccination derfor være unødvendigt for størstedelen af befolkningen," fremgår det af styrelsens hjemmeside.

Vil ikke sige, at danskerne gør det forkert
Og det er danskerne i deres gode ret til at vurdere, mener Jan Albert, professor i smittebeskyttelse ved det svenske Smittskyddsinstituttet:

- Det er en svær beslutning, hvordan man skal gøre, og der er ikke en strategi, der er absolut rigtig eller forkert, siger han.

- De danske og svenske mynidgheder er kommet til ganske forskellige beslutninger om, hvad der er mest effektivt, men vi vil ikke komme og sige, at det danskerne gør, er forkert, siger han.

- Det vigtigste er, at dem man normalt vaccinerer, altså dem, der risikerer at få de sværereste symptomer, bliver vaccineret – og så plejepersonale. Det er dem, vi vil vaccinere først – og det er også dem, der vil få tilbudt vaccinen i Danmark, som jeg har forstået det, siger professor Albert og afviser, at man i Sverige er utilfreds med den danske strategi:

- Vi kan bare konstatere, at danskerne har valgt en anden strategi, end man har i Sverige, siger han.

Svenskerne har foreløbig besluttet, at vaccinen mod H1N1 skal tilbydes alle over 18 år, mens den svenske lægemiddelstyrelse endnu ikke har besluttet, om også børn og unge skal vaccineres.

Vaccine til 1,55 millioner danskere
Danmark har købt 3,1 millioner doser vaccine. Det er nok til, at 1,55 millioner danskere kan blive vaccineret.

Det er imidlertid endnu ikke afgjort, hvem der skal tilbydes vaccine. Det sker først i næste uge på et møde i det særlige udvalg, der skal starte vaccinationsprocessen.

Men ifølge Sundhedsstyrelsen vil først og fremmest personer, der er særligt udsatte for at udvikle alvorlig sygdom som følge af influenzainfektion, blive tilbudt vaccine.

Det vil først og fremmest sige personer med nedsat lungefunktion, astma, hjerte-karsygdomme, diabetes eller nedsat immunforsvar, i alt ca. 750.000 personer. Derudover vil sundhedspersonale blive tilbudt vaccination for at sikre, at der er personale til at passe de syge, og at personalet ikke smitter andre patienter.