Svenskere på sygehus efter skælv

Hospitaler i Sydsverige modtog flere patienter med mindre chok og symptomer på svimmelhed efter jordskælvet i morges.

Foto: Google Maps

Der er ingen tvivl om, at mennesker i det sydlige Skåne oplevede det kraftige jordskælv i morges væsentligt mere voldsomt end på den danske side af Sundet.

Ifølge flere svenske medier blev adskillige hospitaler i Malmø-Lund-området efterfølgende opsøgt af mennesker, der var faldet om under skælvet, og som efterfølgende følte sig rundt på gulvet og havde problemer med at holde balancen.

Ingen kom dog alvorligt til skade, men en læser, der underskriver sig selv Niles, skriver følgende til berlingske.dk fra Sydsverige:

- Selv bor jeg meget tæt på epicenteret i Skåne og oplevede, at sengen blev forvandlet til en massage seng der vibrerede voldsomt, dørene i huset og i de øvrige bygninger på min grund klaprede voldsomt støjende. Jeg har inspiceret skaderne på mit hus, hvor der er opstået revner ved de store vinduers overliggere og ned langs siderne til fundamentet. Flere er kørt på hospitalet i Lund med personskader. Jeg bor 15 km fra Lund og 18 km fra epicenteret i Skåne.

Ifølge den svenske avis Expressen slog en skånsk kirke fra 1100-tallet flere revner som følge af rystelserne.