Svensk tordenvejr på vej mod kronprinsens fejring

Det kan blive i lyn og torden, at kronprins Frederik fejrer sin 50-års fødselsdag.

Foto: Lars Rievers. Lørdag og søndag er der risiko for regn- og tordenbyger især i de østlige egne, oplyser DMI.
Læs mere
Fold sammen

Fejringen af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag lørdag får muligvis besøg af en svensk gæst, der ikke umiddelbart er indbudt til festen, men som måske trænger sig på alligevel.

DMI har lørdag formiddag ikke styr på om et voldsomt regnvejr, der er ved at dannes over Skåne, har tænkt sig at dukke op til den royale fejring.

»Det er vi ikke helt sikre på. Vi sidder stadig og følger med i prognoserne,« siger vagthavende meteorolog Thyge Rasmussen.

»Det er noget regn og torden, der ser ud til at dannes hen over Skåne og ser ud til at drive over København senere. Men vi har ikke helt styr på det endnu - både hvornår det kommer, og hvordan det slutter.«

Klokken 19.30 forlader kronprinseparret Amalienborg i karet for at begive sig mod Christiansborg. Det er særligt den tur, der er i fare for at blive vådere end planlagt.

DMI forudser, at det svenske uvejr potentielt kan blive til både skybrud og torden under kronprinsens fødselsdagsfest.

»Luften er meget varm. Bygeaktivitet på den her tid af året kan give skybrud og torden. Så det er ikke bare almindeligt regnvejr,« forklarer Thyge Rasmussen

»Hvis det regner rigtig meget, kan det godt blive et problem. Hvis det tordner rigtig meget, kan det også være, at man skal holde sig indendørs.«

Skybrud defineres som mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Ifølge Thyge Rasmussen er det en reel risiko fra klokken 13 lørdag til et stykke op ad aftenen.

DMI's varsel om skybrud og torden gælder hele det østlige Sjælland fra Stevns, Lejre, Køge og Frederikssund og til kysten ud mod Øresund.

Allerede klokken 12 kommer kongefamilien ud på balkonen på Amalienborg og vinker til de fremmødte. Det burde dog ikke blive en våd affære for de, der vælger at møde op ifølge DMI.

/ritzau/