Svensk søvand på vej i hanerne

Kampen om drikkevandet er nu så tilspidset, at 12 storkøbenhavnske kommuner overvejer at importere søvand fra Sverige.

Grundvandet i Danmark har set bedre dage, og det får miljøpolitikere til at give grønt lys for svensk søvand. Blandt andet pesticider er med til at forurene grundvandet, som kommunerne nu også viser tilbageholdenhed med at indvinde vand fra. Det sker, fordi EUs vandrammedirektiv stiller skrappe krav til, hvor meget vand der skal være i vandløbene af hensyn til plante- og dyrelivet i dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Göran Gustafson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Klorrenset søvand fra Sydsverige kan blive en realitet i drikkevandshanerne for næsten 400.000 indbyggere i 12 storkøbenhavnske kommuner.

Presset på de eksisterende drikkevandsboringer kombineret med nye skrappe krav til vandmiljøet generelt tvinger kommunerne til helt udsædvanligt at se ud over landets grænser for at sikre rent vand i hele hovedstadsområdet. Dermed lægger de op til et brud med årtiers tradition for, at det danske grundvand som altovervejende princip hentes næsten urenset op fra undergrunden.

DIN MENING: Vil du have svensk søvand i hanerne?

Ifølge en ny rapport fra de 12 kommuners vandselskab, Vandsamarbejde Sjælland A/S, vil det svenske selskab Sydvatten kunne levere vandet i en rørledning under Øresund eller over Øresundsbroen.

»Sydvatten kan levere vand i god kvalitet og til en favorabel pris, der betyder, at forbrugerne ikke kommer til at betale mere for vandet,« siger formanden for det sjællandske vandsamarbejde, Herlevs borgmester Kjeld Hansen (S).

Også hovedstadsområdets største vandforsyning, Københavns Energi (KE), ser sig om efter alternativ vandforsyning herunder afsaltning af vand fra Øresund. Men KE er ikke interesseret i søvandet fra Sverige. Forsyningsvirksomheden har smertelig erfaring med forsøgsmæssig brug af søvand i 2007, hvor over 100 klager over smagen fik KE til at droppe forsøget.

»Vi er ikke interesseret i det svenske søvand. Det indeholder klor, som vi er gået bort fra, og søvand kan i meget varme somre komme til at smage af mose,« siger produktchef Jens Andersen fra KE.

Sydvatten oplyser, at selskabet kun anvender meget lidt klor, når de desinficerer vandet, og ifølge Vandsamarbejde Sjælland A/S er koncentrationen af klor så lav, at den ikke vil kunne smages.

På Christiansborg er der bred forståelse for, at kommunerne undersøger andre muligheder, men både Venstre, Socialdemokraterne, SF og de Radikale understreger, at mulighederne i det danske grundvand skal udtømmes først.

Det kommunale vandsamarbejde vil nu søge EU om medfinansiering af projektet. Hvis de beslutter sig for at importere det svenske søvand, skal de søge miljøminister Troels Lund Poulsen (V) om tilladelse først. De vandplaner, ministeren for nylig sendte i høring, betyder, at vandforsyningerne skal tage så meget hensyn til vandløbene, at de i vidt omfang skal finde nye steder at indvinde det i forvejen sparsomme grundvand.

DIN MENING: Vil du drikke klorrenset søvand fra Sydsverige?