Svensk minister i stormvejr efter kikset interview om terror-indsats

Debatten om hjemvendte IS-jihadister raser i Sverige, hvor myndighederne ifølge terrorforsker slet ikke gør tilstrækkeligt. Seneste kom landets demokratiminister på glatis om emnet.

Alice Bah Kuhnke til bords med den bangladeshiske økonom Muhammad Yunus (tv.) og EU-kommissær Carlos Moedas (th.) ved sidste års Nobelpris-ceremoni i Stockholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: JESSICA GOW

Sveriges demokratiminister Alice Bah Kuhnke er endt i et stormvejr af kritik efter et uheldigt interview på svensk tv om hjemvendte jihadister fra krigen i Syrien.

Interviewet handlede om den svenske indsats for at håndtere de op imod 150 personer, der ifølge den svenske efterretningstjeneste Säpo er vendt hjem til Sverige efter at have kæmpet på terrororganisationen Islamisk Stats side.

Men trods gentagne spørgsmål fra intervieweren havde ministeren svært ved at give konkrete bud på, hvad de svenske myndigheder aktuelt gør for at forhindre, at de hjemvendte eksempelvis ender i yderligere radikalisering – eller om indsatsen virker.

Umeå og Göteborg

Til gengæld kom ministeren for skade at sige, at flere svenske kommuner faktisk er ganske gode til at møde de hjemvendte jihadister med målrettede handlingsplaner.

»Der er kommuner, hvor det fungerer vældigt godt. Umeå. Og Göteborg, i visse bydele dér,« sagde ministeren i programmet Agenda på SVT, ifølge svt.se.

En udtalelse, der må siges i bedste fald at være temmelig upræcis.

Umeå har nemlig slet ikke modtaget nogle hjemvendte jihadister fra Syrien.

»Vi har ikke haft nogle konkrete tilfælde,« siger Seth Åberg, der er ansvarlig for området i Umeå Kommune.

»Vi kan jo ikke være gode til noget, som vi ikke gør,« siger han ifølge Svt.se.

Ingen skræddersyede planer

Heller ikke Göteborg er ifølge terrorforsker ved Forsvarshøjskolen Magnus Ranstorp et særligt godt eksempel.

»Muligvis tænkte hun på Örebro, hvor der forekommer godt arbejde. I Göteborg ved jeg, at man reelt set ikke har haft individuelt skræddersyede planer for hjemvendte,« siger Ranstorp.

Emnet er varmt i Sverige, der er ét af de lande, der har modtaget flest hjemvendte IS-jihadister. Ifølge Magnus Ranstorp gør myndighederne i Sverige slet ikke nok for at håndtere risikoen fra de hjemvendte. I dag ligger opgaven hos efterretningstjenesten Säpo, siger Ranstorp til SVT, men også de sociale myndigheder og politiet bør involveres. Og det bliver de ikke i tilstrækkelig grad i dag, mener terrorforskeren.

»Det er en national prioritet at håndtere de hjemvendte, som måske er de farligste individer, vi har. Blot at overlade det til efterretningstjeneste er uansvarligt,« siger han.

Næppe 30 indsatser

Magnus Ranstorp angriber også en anden af demokratiministerens udtalelser i føromtalte interview. Nemlig Alice Bah Kuhnkes udsagn om, at der er lavet skræddersyede handlingsplaner for op til 30 af de 150 hjemvendte.

»Jeg tvivler på, at det stemmer,« siger Ranstorp.

»Man skal have præcis viden, når man arbejder med de her spørgsmål. Hvis vi ikke ved, hvordan udfordringerne ser ud, hvordan skal vi så kunne sætte ind med indsatserne?,« spørger han.

Kommuner har gode forudsætninger

Alice Bah Kuhnke, der er minister for Miljøpartiet, har foreløbigt forsvaret sig med, at hun med henvisningen til Umeå og Göteborg ikke talte om konkrete sager om hjemvendte jihadister – men derimod forsøgte at fremhæve, at begge kommuner har et veludviklet system, der kan håndtere eventuelle sager, der måtte opstå.

Kommunerne har »en viden og gode forudsætninger for at håndtere den her type af utroligt komplekse sociale problemer,« lyder hendes forsvar.

Oplysningen om de op imod 30 vellykkede indsatser er desuden myndighedernes bedste bud, siger hun.

Statsminister Stefan Löfven fra socialdemokraterne freder sin minister og understreger i øvrigt, at håndteringen af de hjemvendte jihadister er en topprioritet for regeringen.

Debatten udspringer bl.a. af et interview på SVT, hvor en hjemvendt IS-afhopper med dæknavnet Malik forklarer, hvordan han var overladt til sig selv og udelukkende var i kontakt med Säpo længe efter sin hjemkomst til Sverige.